Sørine & Livskraften

00:01 Inden vi tager hul på dagens afsnit, der vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg den 30. oktober udgiver bogen Søstre i frihed og kærlighed. Her forsøger jeg at forstå kærligheden, friheden, ensomheden, skaberkraften og det, jeg opfatter som fornuftig feminisme. Det gør jeg i selskab med forfatterne Charlotte Bronte, Siri Unset og Jane Austen, og i den forbindelse optræder jeg ved to arrangementer. Første gang søndag den 8. november kl. 15 i magasinet i Odense, I samtale med forfatter og sangskriver Dy Plambæk. 00:34 Og anden gang mandag den 16. november kl. 19 på Nørrebro Teater i København sammen med instruktør og forfatter Liv Helm. Begge gange står Mathilde Falk for musik og fællesang. Billetter kan købes på k.dk-arrangement. Jeg håber meget, at vi ses. Og god fornøjelse med dagens afsnit. 01:00 Ja, vi kører. Det er godt. Det er vidunderligt. 01:07 Det er faktisk sorgløst for mig at tænke på, at jeg ikke har fået børn. For jeg har aldrig mærket den store længsel efter det. For andre udgør barnløsheden en helt anderledes alvorlig skæbne. Og jeg tror ikke, at jeg endnu helt har forstået, hvordan det kan føles. Det vil jeg forsøge at finde ud af nu sammen med kvinden, der sidder over for mig, og som virkelig ønskede at blive mor, men aldrig blev det. 01:29 Du lytter til Surine og Livskraften, en kristelig dagblad podcast. Mit navn er Surine Godfredsen, jeg er præst, og jeg taler her med mine gæster om, hvordan man trods følelsen af tvivl angående sin evne til at leve, kan erfare, at man er stærkere, end man måske engang troede. Også selvom man må opgive at få det, man inderligt har ønsket sig. For vi er skabt til at leve dette liv. 01:53 Dagens gæst er født den 24. september 1958 i København og vokset op i et hjem med en mor, der var jurist og en far, der var læge og en søskende flok på fem. Selv blev hun trukket i retning af noget ganske andet, og allerede som 19-årig blev hun optaget på Statens Teaterskole. Hun blev færdiguddannet i 1981, og fem år senere fik hun sit store gennembrud som Eliza i musicalen My Fair Lady. 02:19 I 1990 blev hun ansat på det kongelige teater, og siden har hun slået sit navn fast som en af landets mest markante skuespillere. På teaterscenen og også i tv's succeser som Borgen, Badehotellet og senest Sygeplejerskolen. 02:34 I 2016 vandt hun en rømmer for årets kvindelig hovedrolle i tørst af Abelone Kobbel. Hun har været gift tre gange og har som sagt ingen børn. Benedikte Hansen, velkommen til Suverine og Livskraften. Tusind tak. Benedikte, har du fundet fred med dine skæbne? 02:58 Ja, en slags fred, tror jeg nok. Og jeg er faktisk ret glad for, at du kalder det en skæbne. Fordi det er det, jeg ligesom har tænkt det som nu, når jeg har fået det hele lidt på alderdommens afstand. Jeg har fundet den fred, at... 03:22 Jeg tror sgu egentlig aldrig, at jeg har fået rigtig fred med det, men meget mere, end jeg har haft det. Det er også derfor, jeg kan tale om det nu. Jeg har faktisk haft meget svært ved at tale om det tidligere, men den fred og mildhed, jeg ser mig selv nu, der kan jeg godt tale om det, og jeg synes, at jeg er ved at få fred med det. Og jeg har gudskelov kontakt med både mange børn, men jo ikke mine egne og mine søskendes børn. 03:48 Ja. 03:49 Det glæder mig, at du har lyst til at tale om det, og at du gerne vil gøre det her hos mig. Vi indleder lige med at udsætte dig for en fordom, og den ligger jo i kuverten foran dig, og du skal bare åbne og læse højt. 04:02 Wow. Ja, det er spændende. Jeg tænker mig, er det din fordom, eller er det fordom, du tror, der er om mig? Det er min fordom om dig. Okay. 04:22 Du er et menneske, der har fundet en styrke i dit eget selskab, som du engang ikke troede muligt. Hold op. Ja. 04:35 Det er jeg glad for, at du har den fordomme om mig, fordi det tror jeg faktisk er ret præcist. Og det er jo også nød, lære, nøgen, kvinde og spænde. Altså, jeg kunne have gået under i min sorg. Jeg kunne også leve videre, og jeg valgte det sidste. 04:53 Og jeg er meget spændt på at høre, hvilke tanker du har gjort dig i forbindelse med at vælge det sidste. Og vi skal jo, som jeg har anslået, tale om et følsomt emne, dette ikke at kunne få børn. Men inden vi når frem til det, så skal vi høre lidt om, hvordan du som barn og ung forestillede dig, at dit liv skulle udfolde sig. Kan du ikke indlede med at lige beskrive dit barndomshjem? 05:18 Jo. 05:20 Jeg havde et dejligt barndomshjem, og med nogle meget kærlige forældre, nogle sjove, vilde søskende. Jeg er den mindste i flokken. 05:31 Tre storebrødre og en storesøster. Meget forskellige alle fem. Vi havde det sjovt. Der var meget humor i mit hjem. Det gik godt i det hjem i de første ti år af mit liv. Som tiårig begyndte mine to ældste brødre at eksperimentere med stoffer. 05:58 Og de blev narkomaner. De var rigtige junkier med heroin. Og det påvirkede vores hjem i ti år. 06:11 Jeg kan jo regne ud på din alder, at det har været også i 68-bølgen. 06:15 Ja, lige præcis. 06:16 Hvad betød den for din familie? 06:18 Jamen altså, det satte jo fuldstændig scenen på, hvordan vores liv var, fordi det hele handlede om, at mine forældre skulle prøve at redde de to drenge for den modbydelige skæbne, de var kommet i. Og det er jo meget interessant, fordi narkomaner rekrutteredes der i 68 eller i hele ungdomsoprøret fra borgerskabet, hvor jeg kommer fra. Og der var ingen, der vidste noget om det. Altså, det var der vidderligt ikke. 06:46 Men var dine forældre sådan nogle frisindede, nogen, som ikke så det komme? 06:51 Altså, de var ikke på nogen måde den slags frisindede, fordi de var jo ikke af 68-generationen. Det var jo os, der var det, eller mine ældste søskende, der var det. 07:02 De kom fra en konservativ opvækst også, og min mor opgav sin karriere, fordi vi blev så mange børn. Og kom på den måde til at leve et traditionelt familieliv, hvad jeg altid synes var sundt for hende, fordi hun var en velbegavet dame. Men det var hendes valg, og det var deres valg. Så det blev sådan et hjem med far, mor og børn. 07:35 Jeg skal lige høre, når du sagde før, at dine brødre blev rekrutteret. Hvad mener du med det ord? 07:39 Jeg mener bare, at i dag, der tror jeg, at misbrug kommer fra alle mulige forskellige sociale lag og klasser. Og det ser forskelligt ud fra, hvor du kommer fra. Men dengang, der var det i borgerskabet, altså man havde ikke narkomani. Jo, så var der nogle morfinister blandt nogle læger før i tiden, men det fandtes jo ikke. Og det var jo en del af eksperimentet, det var, at man også skulle eksperimentere med stoffer, hvis man var en flipper eller en hippie og var i ungdomsoprøret. 08:14 Jeg mistede først den ene bror, som døde af en overdosis, da jeg var 20, og han var 30. Og så mistede vi desværre også den anden bror. Senere i livet, meget senere i livet, ham havde vi, til han var 62. 08:31 Men det er jo også allerede mange år siden nu. Men det var en helt anden slags, hvad skal jeg sige, sorg for mig i hvert fald, fordi han var min virkelige nærven. Hvordan påvirkede 68-bevægelsen dig selv som ung? 08:46 Jamen altså, jeg så jo op til mine store søskende, og jeg hørte deres musik, og jeg blev meget hurtig, det vi kaldte en flipper, man delte folk op i, om man var flipper eller disker. Og jeg var flipper, og det vil sige, jeg gik i lange kjoler for Janus, og havde kål om øjnene, og hørte alt det flippermusik, som jeg måske var lidt for lille til, men som blev min store kærlighed også. 09:11 Var du glad? Havde du et lyst sind? 09:18 Det er svært. Altså ja, på en måde, men også i voldsomt temperament havde jeg. Altså jeg var meget, meget, meget stærk følelsesfuld. Altså jeg kunne blive sindssygt vred og rasende og sindssygt glad og kærlig. Altså jeg havde den pakke der. 09:38 Men der må have været en fase i din familie, i din opvækst, hvor du kunne begynde at se dine brødre. Fik det svært. Kan du huske den overgang? 09:46 Ja, det kan jeg meget tydeligt. Og jeg kunne jo primært se det på mine forældre, hvordan de led, og hvordan de kæmpede for at redde dem. Og min mor var på den ene nedtrapningstur efter den anden. Altså, hele hjemmet blev bredet af det. Og så begyndte jeg jo også, fordi jeg jo i første omgang, der da jeg var 14-15 år, synes jeg, det var seje, og det var interessant og sådan noget. Man opdagede jo ret hurtigt, at det her, det er altså virkelig fatalt. Jeg begyndte også at mærke det, fordi det blev kendt i nabolaget, at børnene måtte ikke komme og lege med mig, fordi der skete noget, der ikke måtte ske i det hjem. 10:25 Var det noget, der fyldte dig med sorg dengang? Man ser jo også op til sine ældre søskende. 10:30 Ja, det gjorde det da i høj grad, især da det gik rigtig galt. Altså de første par år var det jo stadig sådan lidt legefuldt på en eller anden måde, men så blev det jo virkelig alvorligt, og de blev så syge, og de fik så mange tæsker at røge ud af en af Vesterfængsel. Altså det var forfærdeligt, det var rejselsfuldt simpelthen. Kan du huske, at du har set dem være... 10:53 En af dem vil være fuldstændig væk fra dig eller fortabt. Du må have set nogle forfærdelige scenarier. 10:59 Det har jeg da også. Det er ikke rart at se på et menneske, som man holder af at lægge bevidstløs i en eller anden fuldstændig modderpøl. Det var forfærdeligt. Det var rejsesfuldt. Men vi er holdt sammen. 11:19 Men vi har oplevet det meget forskelligt. Jeg taler tit med mine andre søskende om det, min søster og min bror. Vi har oplevet det meget forskelligt. Min søster og jeg, som er nærmest i alder, vi har nok oplevet det mest det samme, fordi vi var stadig hjemmeboende. 11:35 Den, der er den ældste nu, bror flyttede meget tid hjemmefra og boede kollektiv, så han oplevede måske ikke så meget det samme, som vi oplevede. Forberedte du dig på, at du skulle miste dem? 11:50 Nej, det tror jeg slet ikke, jeg kunne forstå, at det var en mulighed. Altså, vi troede jo hele tiden, at han kunne reddes. Altså, når jeg siger han, så er det fordi, at der er også en meget stor forskel på, hvordan man er junkie. Altså, den ene af dem, han var en, der tog det hele på en gang, og hvor den anden kunne gemme til, når abstinenserne kom. Og han var også den, der blev reddet og døde så senere af kræft. 12:16 Benedikte, når man oplever sådan noget med sine søskende og ovenikøbende, når man holder af dem, så kan man måske godt miste lidt af troen på, at ens eget liv skal gå godt. Tænkte du, at noget af din egen lykke forsvandt af den grund? 12:34 Altså jeg vil da sige, at jeg fik i hvert fald meget hurtigt perspektiveret, hvordan et liv kan se ud. Og sov og smerte er noget, vi har med os hele vejen. 12:46 Og jeg tror i virkeligheden også, at jeg var lidt bange for, at jeg selv kunne ryge kryden. Men det blev så uhyggeligt at se på, så det kunne jeg godt holde mig fra. 12:58 Så du har aldrig været nærheden af at ryge kryden? Nej. 13:02 Tænkte du dengang, du var teenager og helt ung, at du skulle være mor? 13:09 Ja, det var jeg fuldstændig overbevist om. Altså, det var egentlig bare en fuldstændig naturlig tanke, og jeg forestillede mig, at jeg skulle have mange børn, og jeg... glædede mig til det, og forestillede mig, at jeg skulle være sådan en big mama på en eller anden måde, og samle folk. Måske også fordi, at det var så kaotisk, det der barndomshjem i de år, hvor jeg blev kønsmoden og teenager, at jeg drømte sådan om at have en familie, som ikke var så kaotisk. 13:41 Hvordan så du dig selv som mor? Hvilken type mor ville du være? 13:49 En lejende mor, en omsorgsfuld mor, en opmærksom mor, men også en, der gav mine børn fri, og jeg ville ikke sætte mig på dem. Det var altså nogle tanker. 14:03 Men havde du også den tanke, at det var det vigtigste, og det var vigtigere end at få et arbejde, eller blive uddannet, eller skabe noget? 14:12 Hmm. 14:14 Nej, jeg tror, det bare gik hånd i hånd med alle mulige andre ambitioner. Det var bare naturligt. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det skulle blive et problem. Og så havde jeg som teenager læst et eller andet sted, at for at opfylde mening med livet, så skal du føde et barn, plante et træ og skrive en bog. Og det blev jo et kredo for mig. 14:39 Føde et barn, plante et træ, skrive en bog. 14:42 Ja, så har du adderet til altid. Så er du bidraget. Så er du bidraget. 14:48 Ja. 14:49 Den er ikke helt dum. Nej, den er ikke helt dum. Men jeg har jo så måtte plante mange træer. 14:53 Det har du, fordi du opdagede nemlig på et tidspunkt, at du ikke kunne få børn. Ja. Kan du ikke forklare mig, hvordan du begyndte at indse, at det faktisk var alvor, og hvorfor? 15:05 Ja. 15:05 Altså, det var ret tidligt i mit liv, fordi jeg fik en spiral, som ganske ung satte op, og den ødelagde mit underliv, altså gav mig kronisk underlivsbetændelse, så jeg var godt klar over, at det måske ville blive vanskeligt, men jeg havde slet ikke forestillet mig, at det var umuligt. Det havde jeg ikke fantasi til på det tidspunkt, fordi lægerne kan jo alt og sådan noget, og det var jo heller ikke aktuelt. Men da jeg så mødte den mand, jeg gerne ville have børn med, så blev det jo aktivt. 15:36 Og så begyndte vi for alvor at finde ud af, at det bare ikke kunne lade sig gøre. Hvor gammel var du der? Altså, da jeg gik i gang med facilitetsbehandling, var jeg 25. 15:47 Kan du huske det øjeblik, hvor du fuldstændig entydigt må sige til dig selv, at jeg aldrig får børn? 15:53 Ja. 15:55 Hvornår og hvor skete det? Det skete efter fem års kamp med operationer og reagensgladsforsøg. Og så skete der det, at jeg faktisk blev gravid, og det lykkedes. 16:09 Og så mistede jeg barnet, da jeg var 14 uger henne. Og det var fuldstændig katastrofalt for mig og for os. Og det var ligesom der, at jeg indså, at det kunne sgu nok ikke lade sig gøre. 16:27 Ja, og så gav jeg også op. Man kunne have fortsat og fortsat og fortsat. Altså Rigshospitalet gav mig et trøsteforsøg, fordi de syntes, det var så synd, at vi havde mistet det barn der. Men det lykkedes så ikke der. Og så var jeg færdig i det officielle system, og hvis jeg skulle være blevet ved, jeg var ved at ødelægge mit liv, jeg var ved at ødelægge alt. 16:49 Hvordan vil jeg ødelægge alt? 16:52 Ja, fordi jeg blev så depressiv. Og... Ja, jeg kunne slet ikke finde mening med at være i livet. Og så har jeg jo selvfølgelig altid tænkt på det der med, altså, det er faktisk første gang, jeg for alvor taler om det. Og det har jeg tænkt meget over, inden vi skulle mødes. Hvorfor det har været så svært for mig at tale om? Og om det også er forbundet med en form for skyld, ligesom at voldtægtsoffere eller føler skyld for noget, man ikke kan. 17:28 Og at det aldrig rigtigt er blevet italsat af nogen, at det rent faktisk kunne være et problem. Altså et alvorligt problem. For jeg har jo ikke mistet nogen, der levede. Så jeg synes ikke, at min sorg var lige så fin, eller lige så relevant, eller hvad fanden man skal kalde det, som folk, der havde mistet nogen, de elskede. 17:55 Så du følte dig ikke helt berettiget til at sørge? 17:57 Nej, måske var det det. Men jeg gjorde det jo. 18:02 Når du siger skyld, mener du så skyld over, at du var så ked af det? 18:07 Dels det, men også, at jeg ikke kunne gøre det, jeg var sat til. Fordi jeg virkelig mente, at det var det, og det mener jeg sådan set stadig, at livets mening er, at mange folk gør os, og lige hvor det uhyggelige verden ser ud, så synes jeg jo stadig, at vi skal føde børn, fordi det er vores eneste chance. 18:28 I den der periode, hvor du blev deprimeret over det, lærer du nogle planer om, hvad du kunne gøre? 18:42 Jeg ved ikke, om jeg gjorde det der akut, men jeg kan jo retrospektivt se, hvad det er, jeg har gjort. Og det, jeg har gjort, det er at finde... 18:52 Mening. Og at hvordan finder man mening i det meningsløse? Og det har jeg gjort, tror jeg, ved at opfinde hvert sekund. Nej, nu skal jeg prøve, om jeg kan forklare det rigtigt. Når man får et barn, når man bliver en familie, så er vejen udstukket for dig. Du ved præcis, hvad du skal. Du ved nøjagtigt de næste 20-30 år, hvad din opgave i livet er. Når man ingen børn har, så ved man ikke, hvad opgaven er. 19:24 Og det har været det store, store spørgsmål for mig. Hvad er min opgave, når jeg ikke kan udfylde den opgave, som jeg var sat til? Ja, og 19:36 Og det har jeg jo også tænkt meget over, for jeg har jo heller ikke børn. Og tit, når jeg har talt om ikke at have børn, så kan jeg enten blive mindet om af nogen, eller selv komme i tanke om, at nu skal jeg virkelig huske, at for nogle mennesker er det her ikke noget, der er frivilligt. Og nu sidder jeg over for dig, for hvem det ikke er frivilligt. 19:55 Jeg har aldrig ønsket at få børn. Jeg havde en forestilling om, da jeg var barn, jeg selv voksede op med tre søskende, at det var en selvfølgelighed, at man var en stor familie. Noget lidt ligesom du havde. Men da jeg blev 10-8, så kunne jeg godt mærke, at jeg ikke havde rigtig lyst. Og da mine veninder begyndte at få børn, og de sad der og ammede, og jeg fik den der lidt Det klostrofobiske følelse af at være i en daglig stue fyldt med gøremål, der binder og begrænser og sætter alting i rammer, så kunne jeg godt mærke, at det havde jeg simpelthen ikke lyst til. Men jeg har da også tænkt over, hvad er så meningen med det hele? 20:29 Og den er nok ikke nogen af os, der kan sætte på formel, men jeg havde en forestilling om, at jeg skulle skrive meget og mene meget og tale meget og gøre meget. Det lykkedes. Og det lykkedes, ja. Så på den måde har jeg haft sådan et andet spor hele tiden. Havde du et andet spor, som også begyndte at fylde, eller måtte du virkelig bevidst opdyrke det? 20:51 Altså, min skuespilkunst har jo gjort det for mig, om jeg så mig sige. Men jeg har jo også hele tiden forsøgt at balancere det, at det ikke skulle fylde alt. Fordi så ville det blive en substitut. Men det fyldte jo og fylder enormt. 21:10 Og for mig er kunsten blevet en redning. Ikke nødvendigvis min egen udøvelse af det, men andres kunst. Det har virkelig været en omdrejningspunkt for mig i livet. 21:26 Har du haft en fornemmelse af, at det her med at få børn er det, der fuldkommen gør ens personlighed? 21:31 Men altså lige nu i dag, der ser jeg lidt anderledes på det, fordi jeg kan en gang imellem også tænke, jamen var det meningen, at jeg ikke skulle have børn? Var min opgave en anden netop også stå på scenen? Fordi hvordan havde man kunne kombinere det for alvor, at gøre sådan en karriere, jeg har gjort, med at have små børn derhjemme? Altså, ville det have været et clash? Altså, jeg ved det ikke, men jeg er da i hvert fald fundet ud af, at at jeg hele tiden dyrker nysgerrigheden, eller vil vide noget, vil arbejde på, at underholde mig selv, fordi der bor jo også en stor ensomhed ved siden af barnløsheden. 22:18 Fordi hvis du har børn, så er der jo støj på hele tiden, men når man sidder i sit eget selskab, så meget som jeg har gjort igennem livet, så er man jo nødt til at finde på noget for at få støj på senderen, om jeg så må sige. Og det synes jeg har været en kæmpe opgave. 22:35 Noget af det, jeg har tænkt meget over med ikke at have børn, det er, om man kan se det på mig. Altså kan man se på mig? Jeg er en kvinde, som aldrig er blevet brugt til det. Kender du den tanke? Ja, det gør jeg. 22:53 Men jeg tror også måske, det er noget med, har man en moderlig udstråling? Jeg tror ikke, det er nødvendigvis, om man ser brugt i kroppen ud. Nej, jeg tænker også mere på øjnene. Men det kan godt være, at andre ser sådan. 23:11 Jeg kan se, hvis jeg møder et menneske med et spædbarn, og de altid meget gerne vil have en til at håbe, så kan jeg godt nogle gange overvinde mig selv til at tage det her barn op i armene, og så ved jeg bare, at man kan se på mig. Det har jeg virkelig ikke forstand på, og det går som regel galt. Barnet begynder at græde, og det skal retur. Men jeg tænker tit på, og det har jeg faktisk også skrevet lidt om, jeg tror, når jeg har så dårligt med at løfte et barn op, er det fordi, jeg frygter, at man kan se på mig, at jeg ikke er en kvinde, der ville kunne give et barn nok, hvis det gældte. 23:45 Jeg kommer til kort, når jeg står med det i armene. 23:49 Nej, den tanker jeg aldrig om. Jeg er fuldstændig overbevist om, at hvis jeg havde fået et barn, så havde jeg også klaret den opgave. Måske på en vanvittig vis, men jeg havde klaret den. Har du set dine ikke-fødte børn for dig? Ja, og de er også navne. 24:06 Hvordan ser de ud? 24:12 Altså, de har et stort grin, fremfor alt. 24:16 Og stridthår. Og det er nogle Pippi og Emil fra Lønberg. Hvad hedder de? De hedder Ella og Oscar. Som mine store, store ikoner. Ella Fitzgerald. 24:35 Når du tænker på Ella og Oscar, er det så med glæde, eller er det med sovn? 24:46 Det er så lang tid siden, så de er ikke præsente for mig. De er ikke blevet nogen, jeg går og snakker med til hver dag. Det er de ikke. Nej, de er ikke nærværende længere. 25:04 Må jeg spørge dig? Selvfølgelig. Når du nu er blevet ældre, og du har truffet det valg, du har og slet ikke haft lyst, har det ændret sig med tiden? 25:12 Nej. Ikke den her fornemmelse af ikke at have lyst. Og jeg tror også, der er noget selvforstærkende i det, fordi jeg som sagt har så lidt øvelse i at have med børn at gøre, at jeg kommer til kort, når jeg skal prøve. Det tror jeg, der er noget... Der bliver man også sådan lidt bekræftet i. Det var nok meget godt, det ikke skete. Men det, jeg har tænkt siden, det er... som du også egentlig har været lidt inde på, det er mere det der med, at jeg kan godt føle skyld over, at jeg ikke har bidraget til vores slægt. For jeg er enig med dig i, at det er en meget stor del af meningen med, at vi er her. 25:43 Det er, at vi skal skabe nye mennesker. Ja. 25:47 Det er jeg helt enig med dig i. Så derfor synes jeg, at jeg har svigtet på den måde. Den ramte mig, da jeg begyndte at komme op i begyndelsen af 40'erne, hvor jeg begyndte at tænke, at den opgave har du ikke fuldført. Og jeg ved ikke, om jeg kunne, men der er ikke noget, der tyder på, at jeg ikke kunne. Så derfor tror jeg bare, at jeg bevidst har sagt, at jeg har ladt det være. Det har forandret sig. Men jeg har stadig ikke mærket længslen. Og jeg tror, der er flere kvinder, end vi måske regner med, som ikke helt mærker den. 26:19 Og hvis ikke man bliver inspireret til det, og måske møder det menneske i tide, som inspirerer en til, at vi skal have børn, så tror jeg, for en del kvinder kan det sådan lidt gå i sig selv. Og så opstår det aldrig. 26:31 Nej. 26:32 Men du har haft det? 26:33 Ja, men jeg har også haft det fysisk. 26:35 Altså, jeg vil vanvittig gerne opleve det. Så du har haft en fysisk længsel? 26:40 Ja. 26:41 Kan du beskrive, hvordan det føles? 26:43 Jamen, altså, jeg tror, det må være fuldstændig vanvittigt syret, at der er et liv, der vokser ind i maven på en. Altså, det synes jeg må være en meget, meget stor oplevelse. Som jeg synes, er synd for mændene, de ikke oplever. Ja. 27:01 Men selvfølgelig handler det da også om, altså det har jeg jo tænkt utrolig meget om, at har du været så fokuseret på, at du ikke kunne, fordi det du ikke kunne? Altså, hvor meget er reelt, eller er det fordi, at du kan ikke, og så vil du have det? Altså, der har virkelig stillet mig selv det spørgsmål. Og er nået frem til, at selvfølgelig er der en del af det i det, men jeg har virkelig længtes efter det. Men det kan jo godt være, når de så var kommet, at jeg havde forbandet dem langt væk. 27:33 Fordi jeg tror jo også, at mange måske bliver overrasket over, hvor voldsomt stor en indgreb det er i ens liv at få et barn, altså. 27:42 Nu nævnte du selv det her med det fysiske at prøve at føde et barn. Mange vil jo nok spørge sig selv, om du nogensinde har tænkt på at adoptere børn. 27:50 Jamen det har jeg da. Selvfølgelig har jeg det. Og jeg har også været meget langt i processen og blevet godkendt til adoption. Men der sprang jeg i målet. Hvorfor? Fordi jeg pludselig ikke kunne se det for mig. Altså jeg kunne ikke se det for mig i den konstellation, jeg var i. 28:08 Og måske var... Jeg ved ikke, om jeg lyver nu, men det var også lidt at tænke, skal jeg virkelig tage to børn fra Sydamerika ud af deres samfund hjem til os i Danmark? Altså, hvad er det for noget? Og det har jeg stadig, og jeg synes faktisk, det er godt, at adoption er kommet på diskussionsplanen. Og lukket er der jo nu for det, fordi det viser sig jo også, altså jeg tænker da også, tænk en gang, hvis jeg havde haft nogle børn, som jeg nu fik at vide, var blevet stjålet. 28:46 Men det var akademisk, men jeg besluttede pludselig, nu må du videre. Altså, til storsorg for den mand, jeg var sammen med. Altså, så det var en kæmpe... 29:01 noget rigtigt skidt. 29:02 Jeg er meget interesseret i din beslutning om, nu må jeg videre. Ja. Hvad sagde du til dig selv for at komme videre? 29:16 Jamen, jeg tror, det er egentlig også sådan, jeg er bygget, fordi sådan har jeg det hver dag. Altså, og sådan har jeg altid haft det. Jeg skal videre. Jeg skal handle. Da jeg var helt ung og kom på Christiania, var jeg meget fascineret af indgangsporten ind til staden, hvor skiltet ovenover, og det hænger der endnu, Handling giver forvandling. Og det er nogle ting, der pludselig er poppet rundt op i hovedet på mig, og jeg har altid handlet og været meget glad for, at jeg har evnen til at handle. 29:47 Og jeg handler mig ud af mange ting. 29:49 Men nogle gange, når man handler, så er det jo også, fordi man begynder at frygte, at hvis man ikke gør det, så bliver ens skæbne trist. Ja. Så du det for dig? 30:01 Ja. Altså, jeg så da den tragiske skikkelse for mig, og jeg har da også en... 30:07 Jeg ved sgu ikke rigtig, hvordan folk ser på mig. Om de ser på mig som... Altså fordi rigtig mange ved jo godt, at jeg gerne ville have haft børn. Men der er også rigtig, rigtig mange, som tror, at selvfølgelig har hun valgt det selv at ikke få børn. Og det synes jeg nogle gange har været lidt ton. 30:28 Så må der være mange mennesker i dit liv, du ikke har fortalt det til. Det er der også. Og hvordan kan det være? 30:32 Men på samme måde, jeg har heller ikke fortalt om min døde bror, da jeg kom på teaterskolen. Jeg mødte for nylig en af mine holdkammerater mange, mange, mange år senere. Vi mødtes på noget film, og så siger han, hvorfor fortalte du aldrig om det? Hvorfor talte du aldrig om det? Og der har jeg da tit tænkt på, hvorfor. Altså de der allerstørste ting inde i mig, dem har jeg ikke delt. Altså jeg har delt det med de allernærmeste, men ikke sådan... 31:00 Hvad ved Benedikten, når du har mødt veninder og søskende og andre med børn, har du så spillet en rolle? En sorgløs rolle? Eller hvordan har det været for dig at møde børn? 31:12 Nej, det har jeg ikke. Jeg har været en rigtig dårlig faster og moster og alt muligt, fordi jeg fornægtede det på en eller anden måde. Jeg kunne slet ikke deltage i det. Altså... 31:26 Men jeg elsker dem højt, og jeg har fået et nærmere og nærmere forhold til dem, jo ældre jeg er blevet. Men jeg trak mig og lavede et andet slags liv. Et sololiv. Altså for eksempel, da jeg kom på Dekognitator i 1990, der var vi en hel flok unge, der blev ansat samtidig. Og når man bliver ansat på en faste ansættelse, når man er skuespiller, så er det jo en stor mulighed for at få barns og sålover og sådan noget. Så alle mine kammerater omkring mig, de fødte børn i e-uendelighed. 32:00 Og alle disse børn, de kom i den samme vokestue, den samme børnehave. De var jo alle sammen sammen, jeg var udenfor. Og det er nok måske meget det, jeg har følt mig meget udenfor. Uden for et fællesskab, jeg ikke kunne blive en del af. Men det, der så sker i mit hoved, som er min store lykke, at det var, at i stedet for at gå ned med flaget, så siger jeg, hvad er mine muligheder? Det er de gamle og de homoseksuelle. Så alle mine venner derinde, det var de gamle skospillere, og det var de homoseksuelle. 32:30 Og det er jo uden tvivl dejlige mennesker, men har du ikke tænkt undervejs? Det er også lidt for dårligt af mig, at jeg trækker mig. Skal man ikke træde ind i den verden? 32:38 Jo, jo, det har jeg haft det helt dårligt, som vi gjorde over, men det har jeg bare ikke kunnet. Og de har været så skide søde, min familie og niser, at de har forstået det. Fordi de kunne godt se på mig, at det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide dem, det var fordi, jeg sørgede. 32:53 Men jeg synes jo også, at vi er en lille minoritet på samme måde, så derfor følte jeg mig jo meget slægt med de gamle og med de homoseksuelle, fordi jeg er også en minoritet, og den er bare ikke nogensinde i talsat. Følte du dig som en, der ikke helt havde ret til at være? Ja, men jeg følte egentlig, at jeg havde et handicap. 33:17 Og at det var et usynligt handicap, og jeg mange gange i mit liv har ønsket, at jeg kunne gå med sørgevind. Så folk forstod, hvorfor jeg var, som jeg var. Fordi jeg... Jeg tror nogle gange, at folk har været bange for mig, fordi jeg er anderledes på den måde, at jeg... Bliver meget tavs, og så tolker folk det som, at jeg er uhyggelig, tror jeg. Jeg ved det jo ikke, det er min egen fordom om mig selv. Men tavshed har jeg virkelig igennem livet bemærket, skræmmer folk. 33:48 Ja, men er din tavshed forbundet med, tror du, den kendskærning, at du ikke bliver mor? 33:57 Nej, det tror jeg egentlig ikke. Jeg tror, det er sådan, jeg er. Og så når jeg er noget, jeg er ked af, så bliver jeg tavs. Eller hvis jeg bare tænker, så bliver jeg tavs. Altså, jeg er ikke så meget small talker. 34:09 Der har vi noget til fælles. Nu skal du høre, Benedikte. Jeg er jo meget glad for den forfatter, der hedder Charlotte Bronte. Hun levede i 1800-tallet, og hun... 34:22 blev gift lige inden hun døde som 38-årig, og hun blev gravid, og hun døde af sin graviditet. Dengang var det jo svært at gøre noget, når sådan noget gik galt. Men inden alt det her skete, der gjorde hun så tanker om, hvad den enlige kvinde kan udvikle sig til. Og når du siger at være tavs og gøre sig sine egne tanker, så vil Charlotte Bronte sige til dig, det der kan der komme rigtig meget styrke ud af. Og nu skal du høre, hvad hun siger. 34:55 Den ugifte kvinde, der har banet sin egen vej i livet, stille, standhaftigt, uden støtte fra en mand eller en bror, og som har nået en alder af 45 og endnu mere kommer til at besidde et velovervejet sind, en evne til at værdsætte simple fornøjelser og styrke til at udholde uundgåelig smerte. 35:15 Flot. Det er nemlig flot. Og det er sådan noget, man kan, når man selv er en midaldrende menneske, og har været rigtig meget alene, hvad jeg også har, bare kan sige, ja, det er rigtigt. Sådan der kan det godt udvikle sig inden i en. Kan du kende de ord? Ja, det kan jeg altså. 35:33 Jeg føler mig uhyggelig stærk. Det gør jeg altså. 35:38 Og det er jo selvfølgelig min svaghed. Altså på en eller anden måde, hvis man skal være lidt polemisk. Men altså, jeg er, og hvis der er noget, jeg frygter, så er det at miste min styrke. Selvom jeg arbejder helt vildt meget på mine svagheder. Altså at vise dem, og det er jo også det, jeg kan. 35:58 Men den styrke, du har, har den udviklet sig i kraft af dine skæbne? 36:05 Jeg tror, den er medvirkende, men det er jo også tabet af mine brødre og tabet af mine førstemænd. Der har været mange sten på vejen, og det er jo så banalt, at de slag, du får, hvis de knækker din ryg, så går den stærkere. Og jeg synes, at jeg har fået proportioner i livet af mine slag. Og det er jeg meget taknemmelig for. Fordi jeg kan godt skinne skæg og sådan noget for sig. 36:33 Hvis du kommer ind i et lokale nu, der er fyldt med små børn, Kan du så genkende den gamle Benedikte, der bliver sorgfuld? 36:42 Nej, ikke på den måde. Nej, nej. Nu kigger jeg på dem med nysgerrighed og observerer og finder kærlighed i at se forbindelsen mellem forældre og børn eller børnene indbyrdes. Nej, jeg er blevet rigtig glad for børn nu. 37:01 Og jeg har også nogle meget, meget, meget fantastiske unge venner, der har inviteret mig ind til at være en ekstra bedstemor. 37:11 Betyder det så, at den der fornemmelse af ikke at være berettiget til at være her, at den er forsvundet? 37:17 Ja, det er det meste af tiden. Men jeg tror, at alle mennesker har en tanke på det engang mellem. 37:22 Hvornår har du den tanke alligevel? 37:27 hvis jeg føler mig ensom. 37:29 Men det er længe siden. Man bliver bedre til at være alene. Men så er jeg heller ikke alene. 37:36 Altså nu. 37:38 Så det er jeg meget glad for. Jeg taler jo en del om livskraft i det her program. Hvordan vil du forklare eller beskrive for mig, hvad det gjorde ved din livskraft at have den periode i dit liv, hvor du var så ulykkelig over ikke at kunne blive mor? 38:13 Altså det er nok de gaver, som jeg også har fået ved at have muligheden for at gøre noget andet med mit liv. Og det synes jeg, jeg har gjort. Altså jeg har set hele verden. Jeg har rejst, og jeg har rejst. Og jeg har nogle ufattelig gode venner. Sjovt nok også barnløse. Ja, pudsigt nok. Pudsigt nok. Som har det skæbne fællesskab. 38:39 Og det er jo klart, at man søger hinanden på en eller anden, men det her er altså venskaber, der er helt tilbage fra før, vi vidste, om vi ville kunne få børn eller ej. Så det har jo været en meget pussy og mærkelig ting, at vi faktisk har det til fælles sted. 38:52 Men når jeg spørger om det med livskraften, så er det fordi, jeg er nysgerrig efter, om du har været et sted i dit liv, hvor du tænkte, min største styrke er væk på grund af det, at jeg ikke kan få børn. 39:08 Nej, det tror jeg faktisk ikke, ja. Så den har været der hele tiden? Ja. 39:12 Jeg tror, jeg har faldet i gryden som spæd. Det er godt. 39:16 Kan du til gengæld huske et øjeblik, hvor du sagde til dig selv, den skæbne skal simpelthen ikke blive betegnende for hele mit liv? Man kan godt tage nogle beslutninger i sin tilværelse, og måske huske, hvornår man tog nu. 39:29 Jamen, jeg synes, du har fuldstændig ret i, at man kan tage beslutninger. Det har jeg gjort rigtig meget. Men jeg kan ikke formulere det sådan, at jeg har taget en beslutning om, at det ikke skulle formulere mit liv. Jeg har besluttet mig for, at den skal få lov at bo i mig og følges med mig og være en del af mig. 39:49 Altså, jeg vil ikke eliminere den. Og nu, hvor jeg er blevet pensionist og skal se øjnene af alderdommen stå for døren, der er tankerne jo også om, hvordan så? Altså, hvordan skal det se ud, når man ikke har nogen til at tvangspasse en? Men det håber jeg, at der alligevel er nogen, der gør det. 40:13 Det kan godt være, at jeg har sagt det her før, ikke til dig, men til andre, at noget af det, som nu du selv nævner det med at blive gammel, at noget af det, jeg godt kan være lettet over ved ikke at have børn, det er den der følelse af, at de ikke en dag skal passe mig. Fordi det er også... Et å, man pålægger dem. Det er en stor ting, man skal bære i sit liv og passe sine forældre. Der kan jeg godt nogle gange være helt lettet over, at det kommer I aldrig til at pålægge nogen. 40:37 Ja, det kan jeg godt følge. Men jeg synes nu ikke... Altså, jeg synes da, det var hårdt at passe mine gamle forældre, men jeg synes også, at det var vanvittigt væsentligt at følge dem hele vejen. Det er det også. Det er det helt sikkert også. 40:53 Når jeg brugte ordet skæbne i indledningen og spurgte, om du havde forlidet dig med din skæbne, så hænger det også sammen med, at vi mennesker jo skal beslutte os for at tage vores skæbne på os. Vi skal vælge os selv. Ja. med den fortid, vi har, alt det, vi bærer på, er både det sorgfulde og det lykkelige, vores egenskaber, de egenskaber, vi ville ønske, vi havde, men ikke har alt det. Og der vil jeg lige komme et lille Kirkegaard-citat til dig, Benedikte. 41:24 Fordi Kirkegaard, han siger sådan her, om dette at vælge sig selv. Valget selv er afgørende for personlighedens indhold. Ved valget synger den ned i det valgte, og når den ikke vælger, henvisner den i tæring. 41:43 Altså, der kan jeg også lige et andet kirkegård-citat, som jeg virkelig er glad for. Du er ikke forfatteren til dit eget liv, men du er chefredaktør. Altså, det synes jeg er genialt. Ja. Altså, fordi det kan man jo, der er der noget at arbejde med. Du kan jo ikke gøre ved, om du er født med et ben, eller om du er født uden til at få børn, osv., osv. 42:05 Nej, og det, der er så vidunderligt ved den måde at tænke på, er også, at man, synes jeg, kan dirigere sig selv udenom offertanken. Og offertanken fylder meget. Og jeg synes også, at der er mange kvinder i dag, som har svært ved at blive gravide, eller måske ligesom dig, aldrig bliver det. Der har det med lidt at henfalde til dette, at være et offer for omstændighederne. Har du haft den fornemmelse af at være offer for noget? 42:30 Jeg har gjort, hvad jeg kunne for, og ikke at være det. Og hvad har du gjort? 42:35 At bruge mit hoved. Altså, det må jeg sige. Og så synes jeg jo også, at det, at jeg har haft noget, der virkelig, virkelig, virkelig har beskæftiget mig hele livet. Altså min mulighed for at stå og fortælle historier og fortælle andre skæbner. Jeg har levet så mange liv. Så mange kvindeliv. Og jeg har været gravid et havregang på scenen. Jeg har været, altså nogle gange så de der kæmpe store fortællinger, hvor man i løbet af tre timer, der når man altså igennem et helt livsforløb, altså som har været så koncentreret en maggitærning af et liv. 43:14 Det har jeg jo levet. 43:16 Har du også derfor tænkt, at det var lidt en kompensering for det, du ikke fik? 43:24 Nej, det synes jeg ikke. Men jeg har brugt det. Altså, jeg har brugt min sorg hele tiden, og det bruger man jo som skuespærer. Man bruger det, man har i sig, og i stedet for at indkapsle den, så bruger den aktivt, så jeg har da fået utrolig meget ud den vej. 43:43 Jeg har aldrig selv oplevet stor sorg, og jeg lever ikke med sådan en erkendelse, som du gør. Kan du beskrive, hvordan det føles at bære det med sig? For det tror jeg, mange mennesker gør. Hvordan føles det at bære en livslang sorg med sig, og lære at leve med den? 44:04 Altså, jeg har jo stort set ikke prøvet andet, så det er jo ret svært at definere det, eller forklare det. Men det er jo også en ven. Altså, Fordi det er mig, og det er en del af min historie, og det er en del af min families historie, og det er en del af mine mænds historie, at jeg ikke kunne give dem børn, osv. 44:28 Altså selvfølgelig ville jeg gerne have været det foruden, men jeg er nu ikke helt utilfreds med, at der har været sten på min vej. Altså jeg synes, jeg har fået en større indsigt og en større tolerance. Overfor? Overfor andre mennesker. 44:44 Hvad gør du de dage, hvor du kan mærke, at nu rør den på sig? 44:52 Så græder jeg. 44:57 Og så trøster jeg mig med noget kunst. 45:01 Bliver du i dit eget ensomme rum, når du er ked af det? 45:04 Ja. 45:05 Hvorfor det? 45:07 Fordi jeg synes, det er så privat. Og fordi der er jo ikke rigtig nogen, der kan dele det med mig. Altså Gertz, min første mand, som jo desværre ikke er her mere, ham kan jeg jo heller ikke dele det med, fordi han ikke er her. Altså... 45:26 at der er noget trygt ved at have det for sig selv. Ja, det er der nok. 45:35 Altså det er jo også en, hvad skal jeg sige, en fantasivind på en eller anden mærkelig måde. Og en forklaring. Altså hvis man ikke synes, at hvis jeg ikke synes, at jeg fungerer socialt optimalt i en gruppe eller et eller andet, så kan jeg forklare mig det med det. Altså, og det ved jeg jo godt ikke passer. Men ja. Det er en ven også på en eller anden mærkelig måde. Det er jo nødt til at have det som. 46:05 Når du bruger ordet ven, er det fordi det føles som et væsen, du står i forhold til? Sovn. 46:17 Ja, det er det nok. Men det er også glæden. Der er en libanesisk filosof, Gibran, der engang sagde, sovn er det bære, hvor i du har din glæde. Og det er vel meget præcis, sådan jeg har det. Altså min glæde er, i forhold til min sorg. Og derfor tror jeg også, at min sorg nogle gange kan blive meget, meget, meget stor. 46:49 Bliver du bange for den nogle gange? Soven eller glæden? Soven. Nej, ikke mere. Jeg har været det, men det er jeg ikke mere. 47:00 Og derfor er det jo oplagt at spørge dig, når du sådan tænker på dit liv, er du så mest taknemmelig over det, du har fået, eller mest sorgfuld over det, du ikke fik? 47:09 Jeg er mest taknemmelig over det, jeg har fået. Så absolut. Jeg synes, jeg har været vanvittigt privilegeret og fortsat af det. Altså, der er masser af kærlighed i mit liv, og det er det væsentligste. 47:20 Ja. 47:22 God pointe, vil jeg lige sige. Angående det med kærligheden, det har jeg også skrevet en masse om i den bog, jeg snart udgiver, at kærlighed kan jo være til mange ting. Det kan være til venner, som du har beskrevet, familie, og det kan være til det, man bare elsker at gøre. Der er jo meget stor kærlighed forbundet med at øve sig i noget, blive god til det og gøre det. Absolut. Og så er der jo også en kærlighed til dette overhovedet, at have fået det her liv. Ja, man er her. 47:50 Benedikt, hvad vil du sige, hvis du sad over for en kvinde, som var lige så ulykkelig, som du har været en gang? Hvad vil du sige til hende over, at hun ikke kunne få børn? 48:02 Altså det allerførste, jeg vil sige, det var, at det kan jeg godt forstå. Og anerkende den sorg, anerkende den smerte, hun måtte have. 48:13 Og det gælder jo altså også mænd. Jeg kender jo altså også barnløse mænd. Det er jo ikke kun bestemt. Det var det allerførste, jeg ville sige. Og så ville jeg nok sige, prøv igen. 48:28 Men du vil vel også sige, uden at jeg skal lægge ord i munden på dig, der kommer et punkt, hvor du skal komme bedre. 48:33 Ja, det er der. Altså, jeg har tænkt meget over, inden vi skulle tale sammen også, at på et tidspunkt, da det var aller værst for mig, så kiggede min far mig dybt i øjnene, og så sagde han, Benner, nu må det ikke blive en besættelse. 48:53 blev rasende. Jeg synes, det var så uretfærdigt, fordi jeg var så ked af det, at det kan du ikke tale om. Men det har jeg virkelig, virkelig spekuleret på. Og det er altså måske 40 år siden, han sagde det. Jeg kan huske det, som det var i går. Og det har boet i mig lige siden, at det der med, at det må ikke blive en besættelse. Fordi så er det bare en undskyldning. Så er det en krykke i mit liv. Så det har jeg arbejdet meget, meget bevidst på, at det ikke skulle blive... Fik du sagt til ham på et tidspunkt, du havde ret for? 49:23 Nej, desværre. Det nåede jeg ikke. Han har garanteret selv at regne det ud. 49:28 Ja, det har han nok. 49:30 Hvad vil du sige, din livskraft er knyttet til i dag? 49:36 Altså, gudskelov vil jeg sige, at den er knyttet til rigtig meget. Den er knyttet til de mennesker, jeg elsker. Frem for alt. Den er knyttet til... 49:47 Det er mest kunst. Altså, jeg har meget store oplevelser ved at se andres kunst. Jeg er også meget glad for at rejse, og jeg er meget glad for naturen. Der er sgu mange ting, jeg glæder sig over, selvom verden er, som den er lige nu. 50:09 Hvordan har du det med, du har selv været lidt inde på det, at blive ældre? Du er sikkert ti år ældre end mig, og... 50:17 Og så begynder man selvfølgelig at overveje, hvordan resten af ens liv bliver, fordi man ved godt, nu går det den vej. Hvilke tanker gør du dig om det, at du skal dø? 50:30 Om jeg skal dø, eller vejen dertil? Mest at du skal dø. Det synes jeg er helt okay. Det har jeg det virkelig okay med. Altså forstået på den måde, at Altså tanken over, at man skulle leve evigt, vil jeg synes, var fuldstændig rejsetfuld. Altså at skulle blive ved og ved og ved, for jeg synes, det er et stort arbejde at leve. Det synes jeg virkelig. 50:58 Den her realitet i dit liv, at du ikke har børn, tror du, at den får en ny plads i din bevidsthed, når du bliver rigtig gammel? Og du ser tilbage og siger, hov, der er ingen, der følger efter mig. 51:09 Ja, ja, ja. Det kunne jeg godt forestille mig, men jeg synes, jeg arbejder så meget med det, så det, jeg tror ikke, at det, jeg tror kun egentlig, det bliver bedre, fordi vi er her jo altså alligevel kun i et lille bitte øjeblik, om vi, altså, vi er sådan en lille del af hele tiden, ikke? Så det, ja, man kan være sentimental over, at der ikke er nogen efter mig, og nogen, der kan huske mig, men hvis jeg havde haft børn og børnbørn, så deres børn havde jo ikke anet, hvem jeg var. Altså, det er jo så kort. 51:41 Så det er sådan min rationelle tanke. Og så må jeg sige, at jeg bliver nok også mere og mere religiøs, hvor ældre jeg bliver. Faktisk så taler jeg med en anden præst om at blive konfirmeret. 51:58 Og det er jo ret syret, og det kan vi grine meget af, om jeg skal have ballerinasko og sidde sammen med nogle 14-årige. Men det er fordi, at jeg var døbt, og så var jeg meget, meget, meget politisk, da jeg var 18 år, og kunne melde mig ud af Folkekirken, hvilket jeg gjorde. Så meldte jeg mig ind igen nogle år senere. Men nu har jeg faktisk lyst til at bekræfte det, som jeg tror rigtig mange konfirmanter ikke aner, hvad det er, de måske bekræfter. 52:29 Men det har jeg lyst til. 52:31 Det lyder fornuftigt. 52:33 Så man kan godt blive konfirmeret, selvom man er 68. 52:36 Det kan man, og jeg er også nogle gange blevet spurgt om det af vores mennesker. Enten fordi de bare synes, at det var en misforståelse, at det aldrig skete, eller også fordi de har lyst til at føre nogle samtaler og blive klogere, og så kan man slutte af med at blive konfirmeret. 52:54 Det er også samtalerne, der er de... 52:56 Det glæder mig, og det bringer mig over til at spørge dig, om du... 53:01 Ja, om du tror på Gud? 53:05 Jeg tror på... Jeg tror på evigheden. Jeg tror på, at atomer aldrig forgår. Jeg tror, der er atomer i os alle fra nogle andre, fra andre tider. Og det kan man jo sige måske er... Jeg ved ikke, om det er regiøst, men det er sådan, jeg har det. Jeg tror, vi bliver ved med at være her i en eller anden forslag. 53:28 Men tror du, din bevidsthed er evig? 53:31 Nej, det tror jeg ikke. Men jeg håber, at jeg lige møder alle de kære deroppe. 53:38 Det tror jeg faktisk, at du gør. Noget af det, jeg har oplevet som præst gennem mange år efterhånden, det er, at den salme, der hedder Dejlig af jorden, som er skrevet af B.S. Ingemann, at den kan trøste mennesker på helt særlig vis. Den kan næsten hele en forsamling i kirken. Og den sætning, slægt skal følge slægtersgang, der jo er i den salme, taler så meget til os. Ja. 54:06 Og når du sidder herovre for mig, og en kvinde, der ikke har fået børn, der er ingen af os, der har, så vil jeg spørge dig, hvad de ord betyder for dig. En slægt, som du ikke selv har bidraget til. 54:22 Jamen altså, det er jo menneskeheden, der kommer igen og igen og igen. Altså, det er det, jeg oplever som slægten. Og så kan jeg jo så sidde med mine egne lille private tanker og tænke, det er ærgerligt, at der ikke er nogen, der får min næse eller noget andet. Men det overordnede, så er det jo vidunderlige, at det er, at man er forbipasserende, og der kommer nye efter mig. 54:50 Og at du kender en del af din slægt. For jeg har haft besøg af en kvinde, der hedder Eva Tind, der er adopteret. Og hun sagde, at den sætning var anderledes for hende, fordi hun simpelthen ikke havde føling med sin slægt. 55:01 Det kan jeg godt forstå. 55:03 Og derfor kan man sige, at to kvinder, som du og jeg, der ikke har børn, vi har jo en meget kraftig følelse af vores slægt. Og det gør en meget stor forskel. At man ved, hvad man helt konkret er kommet af. Og kan genkende den skæve tand, jeg har fra min far. 55:19 Alle de der små ting. 55:20 Det er jo det. 55:21 Ja. 55:23 Jeg glæder mig også af den diskussion, der er i øjeblikket med, at man ikke skal kunne anonymt insemineres. Meget, meget vigtigt. Ja, det er den godt nok. Ved du, hvor du vil steds til hvile engang? Selvfølgelig har jeg gjort mig nogle tanker om det. Men jeg ved det virkelig ikke. Jeg har ikke endelig besluttet det. Men jeg kunne delvis godt tænke mig at få en lille urnesten på assistenskirkegården sammen med alle de andre tosser, jeg godt kan lide. 55:53 Jeg går rundt og over tit. Eller også skal det bare være ud over noget vidunderlig natur. 56:01 På assistenskirkegården kan du komme til at ligge ved siden af Søren Kirkegaard. Det er da ikke så dårligt. Og hos Anders. Og Gerd Svagenberg. Ikke mindst. Jeg tror på, Benedikte, at i evigheden hvor kærligheden hersker, der vil der ske en godtgørelse af det, vi har mistet her. Fordi jeg tror, at Guds retfærdighed vil skabe balance. Derfor tror jeg også, at den sorg, du har levet med over ikke at få børn, den vil blive godtgjort. 56:35 Det er jo så dejligt. Det synes jeg bare lige, du skal vide. Det er jo det, der er evighedens grundtanke. Det er, at Gud retter op på det, der var galt her. Lad os håbe det. Også for alle de andre. 56:54 Nemlig. 56:58 Benedikte, det er jo sådan her i programmet, at jeg beder gæsten om at beskrive et livskraftens øjeblik, som man husker tilbage på som noget, der var forunderligt, og som man kan blive ved med at trække styrke ud af, når man tænker på det. 57:14 Ja. 57:17 Og der vil jeg sige, at jeg er så heldig, at der er flere øjeblikke i mit liv. Første gang, jeg mødte det for alvor, hvor jeg virkelig blev ramt af lyset, tror jeg. Det var, da jeg stod og var foran Rembrandts nattevagten. 57:41 for første gang. Og jeg var i selskab med en mand, jeg var meget, meget forelsket i. Og da jeg så det billede, så fik jeg en reaktion, jeg slet ikke havde regnet med. Jeg brød fuldstændig sammen. Altså af lykke og af en storhedsfølelse af noget, der var meget, meget større end mig selv. 58:06 Og 58:06 Og det tror jeg, er lyset Rembrandts måde at male på, der ramte mig. Og det lys, det er jo også det guddommelige lys. Og det har ramt et par gange. Og som noget, jeg er meget, meget, meget taknemmelig over at have oplevet. Hvor stod du henne, da du så det? På Rigsmuseet i Amsterdam. 58:33 Sagde du noget til ham, du var sammen med? 58:35 Jeg tror ikke, han undgik og bemærkede. Jeg ved ikke, om han oplevede det som det ene eller det andet. Men det var bare helt uundgåeligt. Det var en meget, meget stor oplevelse. Og jeg har haft det et par gange ude i kunsten. Jeg har også haft det for nyligt i Indien, hvor jeg var i Varanasi, og var på en silkevævningsfabrik. 58:58 hvor de laver nogle fuldstændig vanvittigt smukke kobbelinger og tæpper. Altså så kompliceret væveri. Og så den her mand, der præsenterede os for nogle af væverierne, lagde et stykke stof foran mig, som var så smukt, så jeg også fuldstændig havde den der lys ned i hjernen fornemmelse. Hvilken farve havde det? Mange forskellige farver. Mange forskellige farver. Og så synes jeg, en sidste ting, det er også, at jeg kan virkelig opleve det lige nu, når jeg ligger i ske med ham, jeg elsker. 59:37 Den der fysiske nærhed, den så kan alt andet være lige meget. 59:47 Det er meget smukt. Da du og din mand, den mand, du prøvede at få børn sammen med, det er ham, ja, da I opgav det, tænkte du så i trådet med det, du siger nu, nu får jeg aldrig i mit liv så store øjeblikke, som jeg havde drømt om? Ja, det tror jeg nok, jeg tænkte. 60:14 Det tror jeg. 60:14 Men det har jeg altså fået, gudskelov. Tror jeg. Jeg ved det jo ikke. Jeg aner jo ikke, hvad det vil sige. Altså, det er jo også det, der er så provokerende. Altså, når man læser det hele tiden, den ene efter den anden, der fortæller om det der, at det er det største i verden, og jeg vidste ikke, hvad det ville sige at elske, før jeg havde fået et barn, og nu forstår jeg mening med livet. Det er jo ret voldsomt at høre på. 60:38 Men tror du på den tanke, at der er en dimension ved kærligheden, man ikke kender, når man ikke har fået sit eget barn? 60:49 Det er jo det, jeg frygter. Det er jo lidt det, jeg igennem livet har frygtet. At der var en dimension, jeg aldrig nogensinde ville lære at kende. Jeg kan ikke svare på det, for jeg ved det jo ikke. 61:03 Jeg ved det heller ikke. Men jeg er til gengæld ret overbevist om. Ja, hvad tænker du der? Min opfattelse er, at det er rigtigt. Der er en dimension ved kærligheden, jeg ikke kender. 61:14 Det er der jo. 61:15 Det tror jeg på jo rigtigt. Men, og det er det helt afgørende, at man kan have et meget, meget vidunderligt liv alligevel. Og meningsfyldt. Utrolig meningsfyldt. Både fordi, som du lige har siddet alle de der øjeblikke, hvor man bliver fuldstændig opfyldt af liv. Fordi det der er at være i live, kan være lige så overvældende stærkt, som det at elske et andet menneske. Det tror jeg på faktisk. Det er derfor, jeg er så begejstret for ordet livskraft. 61:45 Fordi når den er der, fylder den alt. 61:49 Tak. 61:50 Også selvom man ikke har fået børn. Det vil jeg tage med mig. Det er stensikkert. 61:56 Ja. Skal vi ikke være enige om det? Det synes jeg. 61:59 Og os to, der ikke ved det. Det synes jeg, vi skal. For der er mange ting, man ikke ved, men der er en del ting, man med årene kan føle sig mere og mere overbevist om, at det er rigtigt. Og det gør jeg med det her. 62:08 Spændende. 62:12 Ja. 62:15 Jeg håber, du har det. 62:16 Jeg tror sgu, du har det. 62:17 Ja. 62:18 Det tror jeg faktisk. I hvert fald, Benedikte, har du jo erfaret at elske højt. Ja. Både den mand, du har nævnt nogle gange, som ikke er her længere, og den mand, du er sammen med nu. Ja. Og et par stykker mere. Og et par stykker mere indimellem. Så du er jo ikke i tvivl om, at du har kærligheden i dig. Nej. Det er jeg ikke. Gudskelov. Gudskelov, ja. Benedikte Hansen, jeg vil sige stort tak til dig. 62:48 fordi du kom her i programmet og fortalte om det her, som er noget, mange mennesker, både mænd og kvinder, tænker over, og som vi nok aldrig bliver færdige med at prøve at forstå, hvad de der forskellige skæbnesveje betyder. 63:08 Du har lyttet til Suriner Livskraften. Det er en Kristi Dagblad podcast, jeg laver sammen med tilrettelægger og redaktør Frederik Melgaard Lauritsen. Skriv meget gerne til ham, hvis man har kommentarer til programmet på lauritsensnabelag.dk Husk også, at det er en rigtig god idé i sit liv at læse avis. Man kan f.eks. læse Kristi Dagblad. Tak for denne gang. Vi er tilbage om 14 dage. 63:36 Kan du lide de podcasts, vi laver på Kristelig Dagblad? Så kommer her en anbefaling. I Statsminister fortæller vi historien om de største og vigtigste statsministre gennem tiden. Find hele sæson 1 om Torvalds Dagning på din foretrukne podcasttjeneste eller i Kristelig Dagblads app. Her får du en lille smagsprøve. 63:58 I en kold taglejlighed på Holmens Kanal nr. 30 sidder en kvinde med en skrigende nyfødt dreng i sin favn. Udenfor er der mørkt. Det er aften den 26. oktober 1873. 64:16 Det stod ikke skrevet over Stavningsvugge, at han skulle ende som Danmarks statsminister. Selvom adressen lyder meget fint, når man hører det med vores dages ører, nemlig at han er opvokset ved Holmens Kanal i det indre København, det kan næsten ikke blive dyrere, når man ser med dagens øjne, så var det i virkeligheden et frygteligt fattig kvarter, han startede sit liv i. 64:42 Kvinden hedder Karoline Stavning. Hun er stærk og glødende socialdemokrat. 64:51 I håb om at få den nyfødte til at falde til ro, synger hun en godnatsang for ham. Og her skulle man måske tro, at Karoline Stavning ville gå med børnesangen Den lille Ole med paraplyen, som er skrevet et år tidligere. Men nej, hun synger Socialistens Marsch for sin lille dreng. 65:15 Til arbejdet for at make home. 65:18 Man har nok den fattige sineste skrøs, vores ret til at ligge på jord. Man deler vores frihed, beskærer vores brød, til arbejde, liv er død. 65:41 Her i landet har vi kun brug for et folkeligt samarbejde. 66:05 Der er ikke fejret noget ind under guldtæppet.