Kongeland

00:00 Dette program er sponsoret af husmortip.dk Lars og Skand Henriksen, hvad har overrasket dig mest i din research af kongelige hunde? 00:19 Jamen det er nok forbindelserne dels til Nørrebro og dels til Kina. 00:26 Velkommen til Kongeland, Danmarks reale podcast, hvor vi hver uge stiller skarpt på de kongelige. I denne episode sætter vi endnu en gang fokus på kongeparets firbenede venner. Men denne gang går vi tilbage i tiden og får det historiske overblik. 00:43 Hvilken slags hund havde Christian IV? Og hvilken konge er Charles Spanien blevet opkaldt efter? Alt dette og en masse andre ting om de kongelige hunde får du svarpav i denne episode. Og vil du høre mere om de mere aktuelle hunde i kongehusene, så lyt også til afsnittet før dette, hvor vi blandt andet fortæller om kongeparets kolleger, prins Hendrik's biske gravhunde og nogle af de andre af kongehusets hunde. Mit navn er Silla Bakkelus. Jeg er journalist, kongeusekspert og jeg er svært. Og med mig i studiet har jeg historiker Lars Oskan Henriksen. 01:14 Inden vi begynder, så har vi lige en besked fra dette programs sponsor, som er husmortip.dk. Når kun det bedste er godt nok til de kongelige hunde, hvorfor så vælge mindre til dine egne? Millas House Nordic Pet er en eksklusiv parfumefri serie af probiotiske rengøringsmidler, udviklet på baggrund af mere end 35 års erfaring fra husmortip.dk til hjem, hvor kvalitet, renhed og omtanke går hånd i hånd. Skabt til den moderne hundeøjer, der ønsker kompromilløs rengøring i smukke, rolige omgivelser. 01:48 Se serien på www.husmortip.dk Du kan også følge Husmortip på de sociale medier på både Instagram og Facebook. Lars, inden vi begynder, så synes jeg lige, at vi skal introducere dig endnu en gang, for der kunne jo sidde nogen derude, der tænker, ja ja, Lars Oskar Henriksen er historiker, men hvad ved han egentlig om hunden? Men det viser sig jo, at du ved faktisk rigtig meget om hunden. 02:14 Jeg er jo selv hundemenneske og har haft hunde lige så længe, jeg kan huske tilbage. Og så har jeg i en periode været formand for det, der hedder Broholmerselskabet, som er den raceforening under Dansk Hængelklub, som har stået for rekonstruktionen af Broholmerrasen. Og i den forbindelse skrev jeg også en bog om racen i 1999, som bare hedder Broholmer. Så jeg har beskæftet mig en del med hunde, både på den ene og den anden måde og også historisk. 02:40 Og Bro Holmon er jo netop en af de hunde, som vi kommer til at tale om i det her afsnit, fordi det er jo rigtig spændende og meget relateret til de kongelige. Men jeg ved også, at du har ønsket, at vi skulle begynde et andet sted, nemlig ved Mary, Queen of Scots, også kendt som Mary Stuart. Hun var dronning af Skotland i midten af 1500-tallet, og mange kan måske huske historien om, at hun endte sit liv på tragisk vis ved halsugning. Hvorfor skal vi starte her? 03:07 Jamen, fordi jeg synes, at historien om Mary, Queen of Scots, og hendes hunde, eller hund måske i den her forbindelse, på meget fin vis viser forholdet mellem mennesker og hunde. Det er jo sådan, at Mary, som var dronning af Skotland, på et tidspunkt måtte flygte fra Skotland, og hun forsøgte at flygte ned til sin kusine Elisabeth, som var dronning i England. Og de to mødte aldrig hinanden, men på vejen lykkedes det... eller der lod Elisabeth hende fængsle, og så sad hun fængslet i 19 år. 03:42 Og i de 19 år, der havde hun hunde, blandt andet Malteser og Terrier osv. Og så var der en af de her hunde, der fik sådan en helt særlig rolle i forbindelse med hendes henrettelse. Det sker i 1587. Da ender det med, at Elisabeth nede i London underskriver fængslet, dekretet om, at nu skal Mary, Queen of Scots, miste hovedet. Og hun er på det tidspunkt fængslet op på noget, der hedder Fotheringhay Castle, oppe i det nordlige England. 04:15 Og der bliver ryddet en stor sal, hvor der bliver bygget et skafot i midten. Og der skal hun så halshukkes foran hele hoffet, og hun kommer ind, og hun har gjort det i en rød kjole. Og da hun bøjer sig ned, så fortæller samtidig vidner, at man pludselig i hendes skørter opdagede hendes lille skødehund, og man kunne nærmest ikke få den derfra. Og det lykkedes så at få fjernet den her hund fra dronningens skørter, og så knæler hun ned og får hovedet hukket af, og efterfølgende så lægger hunden sig sådan nærmest mellem kroppen og hovedet, og bliver sådan helt sølet til i blodet, og må og bliver bagefter taget væk af bødlen og vasket osv. Og så fortæller historien, at den kort tid efter, der går den af fodret og vil ikke tage føde til sig og dør ganske kort tid efter. 05:07 Men der er jo hele det her, kan man sige, symboliske i, at den her meget trofaste følgesvend, den her lillebitte hund, følger hende i livet og helt til det øjeblik, hvor hun mister hovedet, altså har skjulser under hendes skørter, og bagefter lægger sig i hendes blod og ikke vil slippe hende. Så jeg synes, det var et meget godt sted at begynde, fordi det fortæller noget om, hvad det er for en relation mennesker og hunde har, men jo altså også kongelige mennesker og hunde har. 05:33 Ja, meget fin historie om den her lojalitet, som mange hundeejer nok kan genkende til. Ved vi, hvad det var for en slags hund, hun havde? 05:42 Jamen, det har der været en kæmpe diskussion om blandt historikere og i øvrigt blandt hundefolk, fordi det fortæller historien ikke direkte noget om. Og både tilhængere af Malteser og Atarier har ligesom hævdet, at det var deres race, deres foretrukne race, som var den. Jeg tror, de fleste hælder til, at det nok var Atarier, og så er der jo masser af Atarier-racer. Og der er så nogen, der har kastet sig over den race, der hedder Sky Terrier, som kommer ude fra Isle of Skies, som er en af de ører, vi kender også som hybriderne, som er sådan en meget aflang hund med langt hår og opretstående ører. 06:21 Og det kunne være en Sky Terrier, men det beror på spekulation. Det kan vi ikke være helt sikre på. 06:27 Så vil du gerne gå videre med nogle danske kongelige hunde. Det er Frederik den 2. og Christian den 4. hunde. 06:36 Og det er fordi, altså dels så er de nogenlunde samtidige med Mary Queen og Scotts. Hun bliver henrettet i 1587, og Christian Fjerdefødt i 1577, og hans far Frederik II dør i 1588. Så vi er altså nærmest i de samme ti år. Og Frederik II bygger jo Kronborg Slot oppe i Helsingør, eller sætter i hvert fald byggeriet i gang. Og... til at pynte i dansesalen, der bestiller han en række tapeter hos en kunstner, der hedder Hans Kniber. 07:08 Og det er meningen, at det er tapeter, som ligesom skal vise den danske kongeslægt helt tilbage til Hedenold, og altså på den måde understrege kongeslægtens lange forhistorie og Frederik II's families storhed. Og på det... Det er ikke alle tapeterne, der stadigvæk er bevaret. De har hængt i mange år på Christiansborg Slot i Ridersalen, der indtil man fik de gobelænger, der i dag hænger der. Så er de ført tilbage til Kronborg. Så hvis man vil se dem, så hænger de på Kronborg i dag. Og der er altså bevaret det, som afbilleder Frederik II selv og hans søn, Christian IV, som han jo så siden bliver, da far dør der i 88. 07:48 Og der er Christian IV måske, lad os gætte på, 8-9 år eller sådan noget. 07:53 Og de har værd en hund. Og hvor Christian 4., måske fordi han er barnet osv., så har han sådan en lille arig-mops-lignende hund, der står og smågør dernede i hjørnet af tapetet og ser arig ud. Så har far en sådan stor dokketype. Altså det, vi måske i dag ville kalde en mastiff-lignende hund. Man kunne også kalde det en broholmer-lignende hund. Men altså sådan en tung jagthundetype, som man genkender hos konger også siden da. 08:25 Og der er det pussy ved den, at vi faktisk ved, hvad den hedder. Den hed vildt bræt, den hund. Og måske betyder det sådan noget, som hvis man kalder det tysk, så bræt, det er jo sådan noget med steg eller noget stegt. Så måske betyder, at den hedder stegt vildt. Og det kan jo henvise til, at den er en jagthund. Og på... hvad hedder det, dens halsbånd på tapetet, der står T-I-W, som står for trøjeest vildtbræt, altså trofast er vildtbræt, som er hunden her. 08:58 Og det er sådan en stor broet hund, den har nærmest de samme farver som en moderne St. Bernards hund, men så er den korthåret og går kongen nærmest til hoften, så det er en forholdsvis stor hund, når den sidder nede, ikke? Øhm, så... Og igen, så er de her hunde jo, det er jo noget, som man bruger i kunsten til ligesom at vise trofasthed og dedikation og så videre. Og det er jo selvfølgelig også i nogen grad det, man ønsker at symbolisere her, at man har... Samtidig bruger man det i bryllupsbilleder, og så står måske hustruen med sådan en lille hund i favnen, og så viser det den troskab, der er mellem paret, som sådan et symbol, eller et allegorisk symbol. 09:35 Øhm, men det er jo noget, som vi har brugt op i tiden, og... Helt op i 1980'erne, eller er det måske 90'erne, der bliver prins Henrik afbilledet af kunstneren Niels Strøbæk. Og Niels Strøbæk, som er sådan en meget naturalistisk maler, han maler nærmest som, hvis man ser et maleri, eller et fotografi. 09:58 Han går tilbage og bruger noget af barokkens formsprog ved at sætte en række elementer ind i billedet som sådan en bord, som symboliserer nogle af de ting, som prinsen har gået op i. Og i billedet er prinsen også afbilledet med en af sine gravhunde. Og det viser jo helt tilbage, synes jeg, til det her billede af kniber af Frederik II og Christian Fjerre. Altså en ubrudt tradition for at afbillede kongelige med deres hunde. 10:27 som vi har det første eksempel i en dansk kontekst på der. 10:31 Christian den 4. var jo ikke den eneste i familien, der havde en hund. Hans storsøster, dronning Anna, af Skotland og England, var også kendt som en hundeøjer. 10:40 Ja, eller i hvert fald var hendes mand. Dronning Anna er Christian Fjerders storsøster, og hun bliver gift på Kronborg med ham, der kommer til at hedde James, den 6. af Skotland og 1. af England. Og de har sådan et ret... usædvanligt ægteskab, fordi kongen også er til mænd, så han sådan har affærer uden for ægtesengen. Men de kan begge to godt lide at gå på jagt, og på en af de der kongelige jagter, der kommer dronning Anne for skade at skyde sin mands hund ved et uheld. 11:15 Det er jo sådan et jagtuheld, kan man sige, ikke? Han bliver meget opbragt og vred og skælder hende ud, og bagefter går han undskyldende tilbage og siger, at han må yde noget til gengæld for mit temperament. Dels giver han hende et smykke, fordi hunden hedder Jewel. 11:35 Men han giver hende faktisk også en byggegrund ude i Greenwich, som hvis man tager til Greenwich i London i dag, så ligger der noget, der hedder Queen Anne's Hus, som er det hus, som dronning Anna lod opføre på den grund, hun fik, fordi hun skød sin mandshund. Så noget tyder altså på, at Frederik II og hans børn alle sammen har været hundebegejstrede. 11:59 Og så skal vi en tur videre til lidt senere i 1600-tallet og 1700-tallet. Det er Frederik den 4., som også har en hund, som er værd at bemærke. 12:10 Frederik den 4. bliver salvet, som det hedder, i Frederiksborg Slottskirke den 15. april år 1700. 12:17 Det bliver der lavet et meget smukt billede af, som hænger inde på Rosenborg Slot i dag. Det kan man gå ind og se. Det særlige ved det billede er, at det er en meget lang ceremoni. Den var fire timer, og folk står op undervejs osv. Midt i det her billede står der nogle slavegjorte børn. Små afrikanske udseende børn. Og en af dem har sådan... 12:41 Og den har altså under hele seancen der stået blandt sølløverne fra Rosenborg, som vi jo stadig har og bruger ved kongelige begravelser. 12:59 Og fuldt hele den der salvingsceremoni i Frederiksborg Slottskirke, igen vel som et symbol på undersorten, eller den der underlægger sig kongens magt, og samtidig den troskab, som måske også kongen forventer af sin befolkning. 13:15 Så det var Frederik den 4.s historie, og der var også en forbindelse til Nørrebro her. 13:20 Ja, præcis. Det er jo der, hvor jeg synes, det blev lidt spændende, fordi Frederik den 4. er også jæger, og han får bygget sådan nogle jagthundekendler ude på det, der hedder Jægersborg, som er sådan en gård, der ligger uden for København på det tidspunkt. Og Jægersborgade ude på Nørrebro, lige over for Assistens Kirkegård og bag ved det derværende ungdomshus, Den løber altså der, hvor Jægersborg på det her tidspunkt lå. Og der har han altså kendler, hvor han opdretter det, der hedder Parforshunde, som er hunde, man bruger til det, der hedder Parforsjagt, hvor man i stedet for at skyde byttet direkte, så rider man ud med sådan en kobler af hunde, og så... 14:01 Hele dagen igennem rider man efter det samme stykke kronvildt, eller hvad det nu er, og undervejs i løbet af dagen, der bliver det her vildt drevet fuldstændig til udmattelse, og til sidst så styrter det om, det er i hvert fald meningen med det, så styrter det om af udmattelse, og så bør den, der har jagten i det her tilfælde kongen, så kunne stige af sin hest, og så har han sådan en lille hirschfænger, som er en kniv, og så stikker han den i dyret og... Slå det ihjel. Så det ses som sådan en særlig heroisk form for jagt, fordi man kommer så tæt på bytet osv., men det kræver altså en hel dag og et kæmpe hundekobbel, og det er dem, han opdretter derude på Jasborg, ude på Nørrebro, på det nuværende Nørrebro. 14:41 Så er der jo en lille afstikker her til Frederik den Store af Preussen, som også havde et ganske særligt forhold til sine hunde. Hvad er det for noget? 14:51 Ja, altså det er en afstikker, fordi vi havde jo ellers sagt, at det skulle være danske og britiske kongelige, men der er lige det ved Frederik den Store, at han var meget begejstret for mønder, italienske mønder, og faktisk så beder han om i sit testamente, at han gerne vil begraves ude i Potsdam, ude ved sit slot Sanssouci, sammen med Han har lavet sådan en lille hundebegravelsesplads, hvor der ligger 11 af de her hundebegravede. Der vil han gerne begraves. Det bliver han ikke. Han bliver lagt ind i slægtens gravkrypt inde ved Berlin og Domkirke. 15:23 Og først i slutningen af 1990'erne bliver han flyttet ud, hvor han gerne ville begraves, ude i Slottspladsen. De her mønner er helt speciale, og specielt er der en af dem, der hedder Bish. Og Bish følger med kongen på krigstogt og rundt omkring. På et tidspunkt, så bliver Bish faktisk også i en af de her krige, som Frederik den Store udkæmper, der bliver den taget til fange af fjenden, nemlig østriske tropper. Og det igen fortæller jo noget om den her menneskelige relation til hunde, at han er utrystelig osv. Og det ender faktisk med, at de der østriske tropper på mærkværdig vis frigiver hunden igen, og den kommer tilbage til ham. 16:00 Og han bryder ud i gråd og er enormt taknemmelig for at få hunden tilbage igen. Og så i løbet af slutningen af 1740'erne, der har han en lang brevveksling, hvor han og hans søster Vilhelmina skriver til hinanden, som om det er deres hunde, der skriver til hinanden. Han har altså Biche, og hun har en hund, der hedder Follichon. Og så skriver de de såkaldte hundebrife til hinanden, hvor de sidder og har sådan en korrespondence, som om det er hundene, der skriver til hinanden. En meget menneskelig gørelse af dem, ikke? 16:32 Og meget sjov. 16:33 Så fik vi også lidt den historie med. Og så skal vi lige en tur til 1700-tallet. Og vi bliver nødt til at gøre det lidt hurtigt, hvis det er, at vi skal nå det hele. Så til lytten derude, hvis det går lidt stærkt, så er det bare fordi, vi gerne vil have det hele med. I 1700-tallet var Christian VI. ved magten, og han havde faktisk ejet en stor interesse for hunde fra sin far, Frederik IV. Det var blandt andet Grandanoir-hunden, Lars. Hvad var det for en relation, han fik der? 17:02 Det pudsige er, at de her dokkehunde, som Grandenoiren og Broholmeren og Mastifraserne osv. tilhører, er jo nogle hunde, der har været brugt til den her Parfors-jagt, og også jagt på vildsvin osv. Men Christian VI var overhovedet ikke interesseret i jagt. Faktisk så opløser han det kongelige jagthundehold og giver de her hunde væk i store partier til andre fyrster. Der er faktisk nogen, der mener, at Grandenoirens udbredelse i Europa skyldes, at man begyndte at give de her hunde væk til andre fyrster rundt omkring. Men han beholdt nogen som kæledyr, så han havde sådan seks hunde, som han havde givet navne, og som han havde derhjemme, altså oppe på slottet. 17:39 Og på den måde var han jo en stor hundeelsker, men han brugte dem bare ikke. Han var ikke nogen stor jæger, og det brød han sig ikke om. Så derfor så... Og de bliver jo kendt. Grandenoir betyder jo stor dansker. Og de fleste ville tænke, at det er jo en dansk hunderace, men den er faktisk registreret som en tysk hunderace. Det bliver den i slutningen af 1800-tallet, hvor der er sådan en disput frem og tilbage mellem de nationale kennelklubber om, hvilke hunde der hører til og hvor. Og der lykkedes det altså tyskerne at tage dips, som det hedder på moderne dansk, eller altså påberåbe sig Grandenoiren, som de kalder en deutsche dogge, og sige, at det er en tysk raser. 18:19 Og det er den registreret som internationalt i dag, selvom både englænderne kalder den Great Dane og vi. og franskmændene i øvrigt kalder den, eller vi kalder den grandenoir, men det sjove er, at franskmændene, de kalder det en dog d'alman, altså en tysk dog, ligesom tyskerne gør. Men registreret som tysk, det er den altså, og det kan jo godt være, fordi netop Christian VI forærede de her hunde ud også til tyske fyrster, som så lavede opdræt af dem og skabte grundlaget for rasen som tyskrasen. 18:51 Men betyder det her så, at alle de her par force-jagter, de er stoppet? 18:55 Nej, det gør de ikke, fordi efter Christian VI, så vil efterfølgeren Christian V, han ligesom genoptager det igen, og får startet hundeholdet op igen, og han er jo virkelig kendt som en jægerkonge om nogen, men På et tidspunkt op i slutningen af 1700-tallet, så er moden ligesom skiftet. Så er de her Parfors-jagter ikke længere så moderne, så Christian 7. ender med helt at nedlægge det kongelige hundehold, altså kobbelhold i 1777. 19:29 Og så har vi ikke længere de her hundekobler. Men vi har jo stadig Parfors-landskabet rundt omkring i Nordsjælland, blandt andet Dyrehaven, som er et vidensbyrd om den type af jagt. 19:41 Og det virker jo til, at de her Grand Noir, de var kommet for at blive, fordi Christian den syvende, han har jo også Grand Noir. 19:47 Ja, han havde en, der hed gourmand. Og gourmand betyder ikke... gourmet betyder en, der godt kan lide mad. En gourmand betyder en ædedolk. Og det kunne man godt forestille sig. Og den havde han, og den var han så begejstret for, at den fik sin egen karret at køre rundt i, og så videre. Og sin egen tjenerstab, og så videre. En snotforkælet hund, for nu at sige det, som det er. Og Christian 7. var jo lidt ejendommelig på nogen måder, så hunden har altså også på en eller anden måde fået en... 20:18 Men det var ikke alle hunde, som Christian 7. kom på tværs af, som det gik lige godt. På et tidspunkt, der får han et par unge drenge, altså han er voksen, men han bliver sådan lidt ustyrlig, og man har vedhoffet lidt svært ved at finde ud af, hvordan man håndterer den her konge, som jo tydeligvis er psykisk syg. 20:36 Det er jo ham, der bliver kendt for at være lidt skør. 20:38 Ja. Og så giver man ham sådan et par drenge ude fra byen. Jørgen og Ole, som bliver hans legekammerater, kan man sige. De er nu 8-9 år gamle. De går i byen med kongen, drikker alkohol og så videre, og er skrubtskøre. Og på et tidspunkt, der sætter de faktisk ild til en mønne på slottet. De overhælder den med sprit og sætter ild til den, og så løber den ned af sådan en gang. C-fyr hedder den, den her lille mønne, og så bliver den slukket af kammeretjenerne. 21:07 Nej, det er jo en ubehagelig historie. 21:08 Frygtelig ubehagelig historie, men det siger jo noget om, at dyr har også været opfattet på en helt anden måde, end vi i dag gør. Og så er der altså nogen, der har indtaget en eller anden særstatus. En sjov historie, som ikke har noget med hunde at gøre i øvrigt, men det er, at sådan en fyrse som August den Stærke af Saxen, hans yndlingsbeskæftigelse, det var rævekastning. 21:33 Og det gik altså ud på, at man havde sådan et aflukket, sådan en firkantlæm, sådan en fodboldbane med høje sider, og der lukkede man en hel masse ræve ind, og så stod man, mænd og kvinder, med nogle lange stykker klæde. Og når så de der ræve løb hen over det der klæde, så fra begge sider, så skulle man sådan lynhurtigt trække til, og så fløj de der ræve op i luft. Og så mordede man sig over at se dem falde ned og slå sig. Og det var altså en kæmpe underholdning ved Augusten Stærkeshoff. Så dyr har jo ikke altid været omfattet med den respekt, som vi kender i dag. 22:07 Og heller ikke se fyr. Men så er der andre, der er blevet snotforkælet, og som man har fået relation til. 22:12 Og hvis der er nogen, der sidder derude og tænker, er det ikke lidt meget, man kan ræde til en Grandanoir, så kan jeg sige, at en Grandanoir kan faktisk vare imellem for hundernes enteos vedkommende mellem 45-59 kilo, og handen kan vare imellem 54-90 kilo, og de bliver mellem 71-90 centimeter høje, så det er altså nogle pænt store hunde, vi taler om. Ja, så de fylder i hvert fald rigtig, rigtig meget. 22:44 Og det leder os jo faktisk lidt videre, fordi det bringer os frem til Frederik den syvende og Grevinde Danner, som havde en stor kærlighed til hunde, og særligt til rassen Broholmer, som vi jo lige har talt en lille smule om i starten. Og det ved jeg også er en race, som står dit hjerte nært, Lars. 23:03 Jeg har opdrattet Broholmer og har været involveret i arbejdet med at genskabe racen. Det er sådan, at Broholmer racen var forholdsvis populær midt i 1800-tallet. Frederik den 7. dør i 1863 og bliver konge i 1848. 23:22 Og på det tidspunkt, der har vi jo hele den her strid med tyskerne om Grandenoiren osv. Og så finder man ud af, at man har altså den her danske dokke, som er Broholmeren. Det hedder den ikke på det tidspunkt, men det er specielt en godsejer nede på Broholmgods, nede på Sydfyn, Hannibal Seested. som også er meget arkeologisk interesseret, som giver sig til at finde hunde af den her type og afle dem frem. Han har et meget, meget stort opdræt dernede, og så gør han det for at popularisere racen, at han giver den til venner og bekendte inden for adelen og rige mennesker osv. rundt omkring. 23:57 Og blandt andet også til Frederik VII. og hans hustru Louise Rasmussen, den senere grævende danner. 24:04 Og de har adskillige af dem. Kongens hedder altid Tyrk, og dronningens hedder altid, eller det er hun jo ikke, men grevinens hedder altid Dina. Men de har også andre. De har blandt andet også en, der hedder Holger, for eksempel. Og... Og det er jo med til at popularisere racen der i 1800-tallet, at kongen, som kendes som grundlovensgiver, og nogen kalder ham Frederik Folkekær osv., men er sådan en lidt jovial konge, som befolkningen godt kan lide, at popularisere den her hunderace. 24:36 Og der er billeder, altså malerier af... parret med deres hunde, blandt andet op på Jespris slot, hvor de flytter op i fællesskab, og hvor Grevinden også bliver boende efter, at kongen er død, der hænger der billeder af de her broholmer. Og det særlige ved Tyrk, det er, at det er måske den eneste hund i verdenshistorien, der både er malet, og fotograferet, og Gud hjælp mig også udstoppet. Tyrk står udstoppet på Zoologisk Museum endnu den dag i dag. 25:09 Så vi har ham altså. Det jeg har set, den udstoppede Tyrk, og den er noget indskrumpet. Altså jeg tænker, enten så har den været større i levende live, eller også så har brohalmerne været mindre i midten af 1800-tallet. Men der er ikke noget, der tyder på, når man ser billedet af hundene foran. 25:27 Grevinden og kongen, at de havde været mindre snart tværtimod. Men det ser altså ud som om, at den der udstoppede udgave af Tyrk er skrumpet noget. Den er ikke helt så stor, som man ville forvente. 25:38 Nej, men jeg tænker måske, at jeg godt var, at jeg tager fejl, men var der ikke noget med, at resten var ved at uddøbe på et tidspunkt, at man måske aflede noget andet ind i den, som har gjort det? 25:45 Jo, fordi så sker der jo det op igennem 1900-tallet, særligt efter 1. verdenskrig, at store hunde bliver lidt upopulære, fordi de er dyre fodre på, og så videre måske. Og op igennem mellemkrigstiden, der forsvinder rasen mere og mere. Det sidste er registreret i 30'erne i Dansk Gælden Klub, og i Dansk Rasehunde Union, som er en anden sådan... stambodsførende forening, der er det engang i begyndelsen af 1950'erne. 26:17 Og så har man egentlig tabt rasen af sporet, og så i begyndelsen af 1970'erne, der er der et par mennesker, blandt andet en kvinde, der hedder Jytte Weiss, inden for Dansk Kændenklub, som siger, hov, Jytte Weiss, det er, hun kunne huske dem fra sin barndom, og... De begynder så at lede rundt omkring i landet, sætter annoncer i avisen og artikler osv. og siger, hov, de her hunde, findes de derude endnu? Er der nogle eksemplarer tilbage? Og så finder man en række hunde, 4-5 stykker, som har tilstrækkelige træk. 26:47 Man har den gamle race standard fra, tror jeg, 1897, som man kan gå ud fra, men man ved, hvordan hundene skal se ud. Og så begynder man en ny avl. af de her hunde, og så op igennem 70'erne ind igennem 80'erne, der får man skabt en stabil population, men man overvåger hele tiden avlen gennem Dansk Henningklub, så man ikke får en avl, fordi der er så få eksemplarer at avle på. 27:12 Og en gang imellem, så har man også taget hunde ind. Man overvejer på et tidspunkt, at man skal tage andre racehunde ind. Det vælger man fra. Men finder altså gadekryds, der har tilstrækkeligt mange broholmer-lignende træk til, at man kan få en stabilitet ind. Og da vi når der midten af 1990'erne, der har man en ret stabil population af broholmer, som... 27:37 Sikre racens overlevelse. Så den findes i dag, og i dag har man givet avlen lidt mere fri, end den var til at begynde med. Fordi nu er der en stor, stabil population. Man kunne heller ikke på det tidspunkt sælge hunde til udlandet. De skulle blive i Danmark, så man havde kontrol over, at alle avls egnede hunde var inden for rækkevidde. Det har man også åbnet op for, så nu kan de godt blive solgt til udlandet. 27:59 Og hvis der er nogen, der ikke lige ved, hvordan en broholmer ser ud, så er det altså de her store lidt karmelfaret, meget godmodige hunde, som virkelig er søde at se på, synes jeg. 28:10 Der er nogen, der vil sige, at de ligner sådan en næsten dobbelt så stor guld labrador, men de er sådan lidt om lidt karmelfaret. 28:16 Ja, de har lidt mere hængeøer og sådan noget, og det ligner måske sådan en blanding af en basset og en labrador eller sådan et eller andet. 28:22 Det er i hvert fald en meget, meget, meget godmodig hund. Det er virkelig en familiehund, hvor man også, fordi man har haft den der kontrol, og avlen har kunnet holde øje med sind og temperament osv., og kun avle på de, der var absolut egnede til at passe ind i raststandarden. 28:40 Så i dag er der altså en ny stabil population af broholmer, som vi kan være stolte af. Og det er en af få, at vi har fem danske hunderasser. Vi har broholmeren, vi har strellustøveren, vi har hertapointern, vi har grønlandshunden og vi har den færøske forårhund. Så det er ligesom dem, der er. Og der er det jo selvfølgelig rart, at vi har broholmeren stabil i det. 29:01 Ja, det er dejligt, at racen overled i hvert fald, også fordi det er nogle dejlige hunde. Og du nævnte jo en del om Frederik den 7. Der vil jeg bare lige sige til lytterne derude, at vi faktisk tidligere, det er så ikke med dig, det er med historikere i påske, har lavet et afsnit om Christian den 9. Der taler vi også en del om Frederik den 7. For han er sådan set årsag til, at Christian den 9. ender med at komme. 29:22 til magten, i hvert fald indirekte oversag, kan man sige. Og nu vi er ved Christian den 9., så passer det jo godt med, at vi også lige skal tale om, hvordan Christian den 9. og dronning Luises forhold til hunde var. 29:35 Ja, og meget interessant, så siger man jo tit, at der var et ret dårligt forhold mellem Frederik den 7. og Grævenedan og Christian den 9. og dronning Luise. Og måske udspiller det så også på hundefronten, fordi det var præcis ikke Broholm og Christian den 9. og dronning Luise havde, men Grandenoir. 29:53 De er afbilledet i 1860'erne med sådan en harlekenfarvede grandanoir. Men om de havde hunde længere op i tiden, det ved jeg simpelthen ikke. Men altså der i begyndelsen af 1860'erne, hvor de stadig bor i det gule palæ og ikke er blevet kongepar endnu, der har de altså sådan en grandanoir. 30:17 Men de havde altså Christian den 9. og Drønne Louise, det var altså igen Granda Noire, så det virker som om, der er sådan lidt en rød tråd med, at Granda Noire var en slags royalhund i Danmark. 30:25 Ja, en stor hund viser jo også en vis prestige, og hvis man går tilbage til det, jeg sagde før med, at på et tidspunkt, så bliver det dyrt at fodre på store hunde og sådan noget, så kongefamilien har jo, det er jo ikke et hensyn, man har behøvet at tage på samme måde, der har man nok gået fodre på, hvad man vil. Så ja. 30:42 Men hvad brugte man egentlig de her grandanoire til dengang? Altså jeg ser dem jo ikke umiddelbart som store vagthunde eller noget. 30:49 Nej, men altså dokkehundene er jo jagthunde, og de har været brugt til perforcejagt, de har også været brugt til vildsvinejagt for eksempel. Broholmeren, som er jo lidt mindre end grandanoiren, har også været brugt som kvægdrivende hunde, man har så drevet. Kvænede hervejen for eksempel til de tyske studemarkeder. De var faktisk kendt som slagterhunde også. Og man har også billeder af, at sådan noget som børstenbinder og sådan noget som tog rundt og solgte børster ved dørene med sådan nogle små vogne. 31:23 Så havde de en hund til at trække den der vogn, og det var tit sådan en broholmerlignende type af hund. Og så har man brugt dem som vagthunde. 31:31 Okay, altså jeg ser jo ikke sådan udmiddelbart en Grand Noir være sådan en stor actionhund. Altså jeg ser det mere som en lidt tungere hund, men der tager måske fejl. 31:39 Grand Noir er faktisk i type lidt lettere i sin bygning end Broholm. Broholm er en lidt tungere hund. 31:46 Okay. 31:47 Men de er begge to det, man kalder mastif eller dokkehune. Så de har været sådan helt oprindeligt. Der har det været det samme formål, man har brugt alle de der dokker til, og så på et tidspunkt... Altså, man kan sige, når man taler hundeavle, så er det jo typisk fra slutten af 1800-tallet og ind i 1900-tallet, at man for alvor begynder at avle hunde ud til de der meget sådan... rase-typer, som vi kender i dag. Altså, hvis man kigger på en pekingese, eller en bulldog, eller en grandenoir fra 1890'erne, så ser de meget anderledes ud, end de gør i dag. 32:19 Man har simpelthen meget bevidst aflet på nogle meget rase-typiske trækker. Hvis en hund skulle have kort næse, så er den blevet sådan ekstra kort, og så videre. Nogle gange har man jo også gjort det med konsekvenser for dyrenes helbred, fordi man har kun koncentreret sig om, hvordan de så ud, og ikke hvordan de havde det. Øhm... 32:37 De er blevet sådan lidt forædlet, ikke? 32:39 Ja, og måske avlede helt til et sted, hvor det nærmest er forkryblende for dem, ikke? For nogen racers vedkommende. Og der har broholmeren måske været heldig i virkeligheden at være uddød i den periode, eller tæt på uddød i den periode, hvor man virkelig gik kort til den med avl. Så i dag har vi altså den standard fra 1897, som man avler broholmer efter, og det er en ret sund En firkantet hund, som har fornuftige vinkler på sine lede og alle de der ting. Så en hel masse af de ting, som er blevet aflet ekstremt på andre hunde, det bruger man ligesom at undgået, kan man sige. 33:13 Men udgangspunktet for dokkehundene har nok været nogenlunde det samme, inden man begyndte at afle dem ud i racetyper. Og det vil sige, at Broholmeren og Grandanoan jo kommer fra det samme udgangspunkt i et eller andet omfang. 33:27 Men vi skal også lige en tur forbi Christian den 9.s børn og deres hunde. Vi har prins Valdemar og prinsesse Marie. De havde franske bulldogs. 33:35 Ja, det havde de, og prinsesse Marie var jo prinsesse Orléans, så det giver jo god mening, at hun som fransk prinsesse har kastet sig over den franske bulldog. Der er et meget sødt billede af hende med hendes franske bulldog, hvor den har sådan en klovnekrage på nærmest, og sidder og ser meget bedårende ud. Ja... 33:54 Ja, og så har vi Dagmar, som jo bliver... Kajserinde af Rusland. 34:00 Det gør hun nemlig. 34:01 Ja, og det er jo en anden slags hund, som de beskæftiger sig med derovre. 34:05 Ja, altså hendes mand, Saren, har en sjefer. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad den sjefer hedder, men den er afbilledet på det, der hedder Fredensborg-billedet, som den eneste hund, der er på det billede. Altså det er deres hund? Ja. Der ligger den der chefer lige ved siden af Alexander III, og altså er den, som er hans. Dagmar havde selv mindre hunde, det vi ville kalde selskabshunde. Hun havde sådan nogle pækkingeser lignende nogen, som sandsynligvis er det, der hedder den japanske race Chin. 34:37 Det var også en race, som hendes søster Alexandra, som var dronning af England, var meget begejstret for. Og hvis man kigger... Dagmar var jo i den situation, at hun først var forlovet med Tjarevich Nikolaj af Rusland. Han dør så under deres forlovelse, og så vil historien, at han på sit dødsleje beder hende om at gifte sig med hans bror i stedet for Alexander, som så bliver Alexander III. Men de når at udsende sådan et forlovelsesbillede, og på det sidder der også sådan en hund, der ligner sådan en japansk chin. Så det er åbenbart en race, som hun har brudt sig om helt fra, at hun er helt ung. 35:12 Og så skal vi en tur tilbage til England. De elsker heste, de elsker hunde, og de elsker jagter, og det har de gjort i århundreder. Vi snakkede lidt om, at dronning Elisabeth elsker korgiger, men hvis vi lige går nogle årtier længere tilbage til en anden dronning, som havde en stor betydning for britterne, dronning Victoria, så havde hun også... Ja, så var hun jo overraskende en kæmpe hundeven også. 35:36 Hun havde fokstærger, dem havde vi også talt om i det første afsnit. 35:42 Og så har de nok haft kobler af jagthunde også, fordi prins Albert dyrkede jagt, og det er jo noget, som stadigvæk i Storbritannien har en vis følgerskare. 35:51 Og det var hendes mand, prins Albert. 35:53 Ja, prins Albert af Saxen-Coburg-Gotha. Men hun havde også masser af kælehunde igennem hele tilværelsen, og det er jo dem, der kan man sige er mest interessant. 36:03 Og den første i deres ægteskab, den havde faktisk prins Albert med til hende, da han flyttede til England, fordi de skulle giftes. Det var en greyhound, der hed Eos, opkaldt efter morgenrøden skulle ud inde i græsk mytologi. Men hun, nu talte vi om Skytager, før kunne det have været en Skytager, som var under kjolen hos Mary Queen of Scots. Victoria var en stor Skytager, elsker. Hun havde blandt andet en, der hedder Islay, som hun fik i 1839 et par år efter, at hun var blevet dronning. 36:34 Når vi ved, at den er sådan særlig, så er det, fordi det er den, hun nævner mest i sine dagbøger. Hun med en meget, meget stærk personlighed. Men... 36:43 Den race, som hun simpelthen overalt i verden elskede, det må det have været, det var den gladhårede collie. Hun havde 88 collier gennem sit liv. 36:51 88, det gør den nok også mange. 36:52 Ja, altså hun blev en gammel dame, men alligevel er 88 tænktelig mange. Så hun bliver 82 år. Men blandt andet havde hun en af dem, der hedder Sharp. 37:03 som hun både fik lavet en statue af, og hun lod sig fotografere med osv. Så det er virkelig en hund, der har gjort indtryk på hende. 37:10 Og når man ved, at hun også måske var sådan lidt en streng dame nogle gange, så lyder det jo meget, hvad kan man sige, giver det meget god mening. 37:18 I 1861 får hun en pekingeser, og det er måske den første pekingeser, der kommer til England. Og det er sådan med en lidt begrædelig historie forud, fordi under det, der hedder opiumskrigene op i 1800-tallet, hvor i virkeligheden England går i krig mod Kina... for at sikre, at man kan blive ved med at drive narkohandel i Kina. Altså, kineserne er blevet super afhængige af opium, og englænderne tjener masser af penge på at sælge det her opium til den her kinesiske befolkning. 37:49 Det ønsker kineserne at sætte en stopper for, og England går i krig for at forhindre dem i at forhindre den her narkohandel. Det er det, vi kalder opiumskrine. Og under det, for ligesom at bringe det kinesiske rige i knæ, så på et tidspunkt, så... nedbrænder simpelt hen britiske tropper det kejserlige sommerpalads i Peking. 38:13 Det vil i dag være et af verdens vidunder, der går fra savn om, hvor smukt og hvor enestående det var, men det bliver nedbrændt til nærmest sidste bjælke. Og i det der slot, der finder man så en hund, som man så sender, en pekingeser, som man sender hjem til dronningen. Og fordi den jo var krigsbytte, så får den navnet Lutti, fordi det var Lutti. 38:34 Det var jo ikke den eneste lille hund, som hun endte med at have. 38:38 Nej, fordi på sine ældre dage, så var det pomeranierasen, hun ligesom sådan kastede sin kærlighed på, og blandt andet så havde hun en, som hed Turi, som hun havde helt frem til sin død, Og som hun bad om på sit dødesleje, hun dør nede på Isle of Wight i det, der hedder Osborn House. Og der beder hun om, at Thuri bliver båret ind på sengen til hende. Og den ligger hos hende i sengen, indtil hun drager sit sidste åndedrag. Og så fortæller man, at den vil ikke forlade hende. at man må ligesom bære den ud derfra. 39:06 Så det er endnu en af de her rigtig søde hundehistorier. Og jeg synes jo faktisk også, det er ret interessant, når vi sådan lidt har fulgt de her kongelige, hvordan vi kan se, at de her selskabshunde bliver en større og større ting, altså i de royale kredse, ikke? At det er ligesom det, man bruger dem til, og man avler dem til, ikke? 39:22 Og det er ligesom noget, der sker der i slutningen af 1800-tallet, altså det, vi kalder den Victoria-tiden, at selskabshunden kommer på mode simpelthen. Det bliver sådan det, vi med et moderne udtryk måske ville kalde en accessory. Og det er jo også der, så hundeavl bliver super populært. Den der engelske kennelklub, som er, kan man sige, foreligget for alle kennelklubber i hele verden, bliver stiftet der i 1880'erne. Man har de første hundeudstillinger. Croft's Dog Show, som stadigvæk er den store hundebegivenhed i verden, starter også omkring det tidspunkt. Så det er virkelig der, hvor hvor hundeavlen og det at eje hunde og avle hunde, og også selskabshunde, bliver super populære. 40:04 Men dronning Victoria, hun var jo ikke kun til hunden. Hun havde åbenbart, hun kunne godt lide forskellige dyr. 40:10 Hun havde vanvittigt mange gælddyr, når man sådan begyndte at gå ind i bedene. Det var ponnier, det var gedder, det var hunde, det var papagøjer, det var katte osv. Og man kan gå ind og google, hvis man kender dyremaleren Edward Lancer. Det er ham, der blandt andet har malet det her meget, meget kendte billede af sådan en kronjord oppe i det skotske højland, King of the Glen. Han maler også tre af hendes hunde. En spaniel, der hedder Dash, en greyhound, der hedder Neo, og så en jortehund, der hedder Hector. Og nede foran dem, der er hendes lille røde pappegøje, som hedder Lori. 40:40 Hvad gør de kongeløb, de her hunde, når de dør? Det ved vi måske ikke med alle sammen, men vi ved, hvad Trondheim Victoria gjorde. 40:46 Og måske udlede hun sig inspireret af Frederik den Store fra før med mønderne ude i Potsdam, fordi hun får faktisk anlagt den første kongelige kæledyrsbegravelsesplads, som hun får lavet oppe ved. Hun får faktisk lavet en ved hver af de kongelige slotte. Der er en ved Balmoral, der er en på Sandingham, og der er en ved Windsor. 41:12 Det var smart, så hun ikke skal blive kørt bagefter, hvis de dør, ikke? 41:16 Så der, hvor de dør, der bliver de begravet. 41:20 Øhm... Og så... Og i 1887, der anlægger hun den... Hvad hedder det? Dyrekirkegård, som den kongelige familie stadigvæk bor i dag ude ved Sandringham House. Øhm... Ude i Norfolk. Øhm... Og... Der ligger hendes udengrad, men altså for eksempel Colleen der Noble, den ligger oppe i Balmoral, og Dash ligger i Windsor Great Park, men Eos der, som hun fik af prins Albert, den ligger nede på Osborne House, hvor det var det første hus, de købte i fællesskab. 41:47 Ja, og så skal vi lige snakke lidt mere om noget med det danske slet, fordi at dronning Victoria Svigende var jo som bekendt den danske prinsesse Alexandra, som jo så blev til dronning Alexandra England senere hen. Og hun havde jo også hunde ligesom sin søster Dagmar. 42:04 Og hun blev gift med Victorias søn Edward, som senere bliver kong Edward den syvende. Og de har også et lidt besværligt ægteskab. Han har virkelig, virkelig mange elskerinder, og samtidig tror jeg, hun er lidt ensom i sit ægteskab. Hun knytter sig også enormt stærkt til sine børn og holder særligt sine pibørn hjemme. Men hun er også et stort hundemenneske. På et tidspunkt så får hun en borzoi som en russisk mønde af sin søster over i Rusland, Vasilka. Men ellers så er det den der japanske chinrase og pekinges og pomeranje. 42:37 Hun har også på et tidspunkt en gravhund. Det er den første gravhund, jeg har kunnet finde i nogle af de her kongelianaler. Den hed Valtmann. Og har altså en kæmpe besættelse af hunde. Og hun får faktisk bygget hundekendler ude ved Sandringham House, hvor hun så opdretter... 42:59 Hun har nogen til at gøre det. Både Basset Hounds og Bulldogs og Collier og Foksterier og både irske og engelske sætter og forskellige retriverraser osv. Så det bliver sådan en kæmpe hundehold derude ved Sandringham. Og så følger hun op på den tradition, som hendes svigermor, altså dronning Victoria, har startet med at lade hundene begrave derude også. 43:20 Det viser jo også lidt om, hvor stort hele det her kongelige setup jo var dengang. Det var jo dengang, hvor kongehusene selv havde studteri, fordi der skulle bruges så mange heste. Og nu kan vi jo så høre, hvor mange hunde, der skulle bruges til alle de her jagter på de her mange slotte og ejendomme, de havde. 43:35 Og sandsynligvis har det både været jagter, altså når dronning Elisabeth... nyligt afdøde dronning Elisabeth, for eksempel afledede heste, så var det jo også til vedeløb, fordi hun godt kunne lide at vinde darbis osv. Og der er ingen tvivl om, at noget af det her hundehold, som jo er selskabshunde for nogens vedkommende, også har været Alexandras måde ligesom at deltage i den der besættelse af racehunde på at sende dem på udstillinger og vinde præmier osv. Og hvor man på en eller anden måde har fået en anerkendelse for noget, for en gangs skyld, man har gjort, og ikke bare fordi man er. 44:05 Så jeg kan godt forstå interessen i det der med at gøre noget, hvor så kommer der en hund ind, og den bliver bedømt på det avlsarbejde, man har lavet frem for. 44:14 Ja, så det blev en hobby for hende, ligesom det også er for mange dage. Men hendes mand, Edward den syvende, han havde så også en hund. En rohåret fokstager ved navn Caesar. 44:23 Og den endte med at nærmest blive ikonisk, fordi da Edvard den syvende dør, han er faktisk en ret god konge, men han dør. Han er jo en mand, der har levet lidt hårdt og er blevet meget tyk osv. Så han dør allerede 910, så han er kongen ret kort. Og ved hans begravelse, som er en af de virkelig store statsbegravelser der, det er jo lige før første verdenskrig, der er masser af kongehuse rundt Europa, de er ikke faldet endnu, som der sker i løbet af og efter første verdenskrig, så der er ni konger på ræd, der går bag Edvard den syvende skiste gennem London, men foran dem, Der går Cæsar, den lille foksterier, let af en sådan en skotsk highlandssoldat i kilt osv. Og efter sigende så skulle den tyske kejser Wilhelm II, som jo i øvrigt var, hvad hedder han, Edderland. 45:12 eller den syvendes Niveau, havde været smæk fornærmet og følt, at det var under hans værdighed at gå bag ved en hund. Og der er nogen, der endda har forsøgt at forklare hele udbruddet af Første Verdenskrig med den forsmåelse, han følte ved den lejlighed. Det tror jeg nu nok er lidt en tilsnidelse. Men... Den der Cæsar, det var en super forkælet hund, den gik rundt med sådan et halsbånd, hvor der stod, jeg er Cæsar, jeg tilhører kongen. Og den blev afbilledet på, det var den syvendes gravmæle. 45:43 Der er hunden også med som en skulptur osv. Og bliver sådan også i befolkningen efter den der begravelse sådan en enormt populær hund. Så der bliver faktisk skrevet en bog om den. Efterfølgende 1914 kommer der en bog, der hedder Was Master. Altså, hvor er min herre? Kongen er jo lige død. Og så en historie om den her hund, der savner sin herre. Den bliver også malet, og der bliver... Det er Edvard den 7. selv, der bestiller en model af den hos Fabergé, den her berømte juvelerer i St. Petersburg, som bliver udført af den her lille hund. 46:18 Så det er jo en hund, der virkelig... Og så efter hans død, hvad skal der så ske med den hund? Og så har jeg meget interessant en elskerine på det tidspunkt, der hedder Alice Keppel. Og det særligt interessante ved Alice Keppel, det er, at hun er nuværende dronning Camillas Ollemor eller Tibollemor, det kan jeg ikke helt huske. Og hende inviterer faktisk dronning Alexandra til sin mands dødslege. 46:48 Hun ved godt, at de er meget tæt forbundet og lever i den her kærlighedsrelation. Så hun inviterer hende til at komme og sidde på den ene side af sengen og holde kongen i hånden, mens hun selv sidder på den anden. Meget, kan man sige, storsindet. Og så spørger Keppel bagefter, hvad skal der ske med Cæsar, og så beslutter Alexandra sig for at tage den til sig og have den hos sig ind til den dør efter sin mandslød. Så det er hende, der ender med at tage sig af Cæsar, selvom det havde Keppel altså også besluttet for, at hun kunne. 47:15 Så det var også en meget sød lille historie om, hvad der sker med de kongelige hunde, når de kongelige dør. Og det minder jo lidt om den seance, man måske også så, da dronning Elisabeth døde, hvor hendes pony Emma der blev stillet ud og kunne stå der. 47:31 Og korgigerne også stod der, eller dorgigerne, som vi jo lige har fundet ud af, at det er. den her kombination af gravhunde og korke. 47:39 Ja, og det er jo rigtig fint, synes jeg, at man også kan se i den del af det, når det har betydet så meget for dem gennem livet. 47:46 Jo, jeg tror vi alle sammen, det er et eller andet af de steder, hvor vi kan sætte os ind i det der følelsesmæssige og sige, altså Dels det der med, vil jeg have en ny hund, når jeg bliver meget gammel osv., men også, hvad skal der ske med min hund, når jeg dør, og de der beretninger om hundes store troskab. Der kommer jo også den der bog i slutningen af 1800-tallet, der hedder Greyfriars Bobby, som handler om en hund, der i, jeg tror, 22 år eller sådan noget, ej, så bliver det gammel hund nok ikke, men i hvert fald i mange år. Hver eneste morgen kommer og lægger sig på sin afdøde herres grav på Greyfriars kirkegården i Edinburgh, Og så går den ned og spiser på en eller anden lokal pop, og så går den tilbage igen. 48:23 Og til sidst så bliver den så populær. Måske har den aldrig fandes, måske er den bare opfundet i bogen. Men i dag er der jo en skulptur på Greyfriars kirkegården i Edinburgh af den her hund. Så hele ideen om den her meget trofaste hund, eller trofaste herreundersåt forhold... kan vi jo nok alle sammen sætte os ind i og har været meget tiltalende og rørende osv. Og det er jo det, vi ser gentaget i de her hunde, der står langs ruten. Der er også samtidig, at man ved sådan nogle begravelser, så har man lavet kongens hest, og så har man ligesom sat de tomme støvler, nu er manden ikke længere i støvlerne, ind i stibøjlerne, og så har man ført den her opsadlede hest med støvler i stibøjlerne efter katafalken med kisten, ikke? 49:08 Ja. 49:09 Det er en meget fin symbolsk handling, kan man sige. Og vi kan jo nok også takke mange af de kongelige for nogle af de hunderaser, vi har i dag, fordi det er jo nok dem, der har været med til at afle mange af de her. 49:20 I hvert fald, så kan man se, at når kongelige får hunde, så går tit populariteten for den pågældende race op og ned. Og der er der ingen tvivl om, tror jeg, at gravhunden er blevet stærkt populær i Danmark. 49:32 Og jeg lovede faktisk også at give svar på, hvilken konge King Charles Spaniel blev opkaldt efter. Og det er altså ikke den nuværende britiske konge, det er faktisk... 49:41 Det er Charles den første. Det er Charles den første, ja. I øvrigt, ligesom den tidligere nævnte Mary Queen of Scots, blev henrettet, at han mistede også hovedet i 1660. Så Cavalier King Charles Spaniel er opkaldt efter ham. 49:56 Og så tror jeg, vi nåede hele vejen omkring, Lars. Så tror jeg ikke, vi kan finde flere hunde i denne omgang at tale om. Men det var da også et lærerigt lille historieafsnit om. Det har været sjovt at sidde og dykke ned i. Ja, det kan jeg godt fornemme. Så det var alt for den her gang. Tak til dig, Lars Øskern Henriksen, for at være med. 50:12 Selv tak. 50:13 Har du gode tip eller idéer til podcasten, så skriv til os på kongelandsnabelag i rakkerpak.nu. Kongeland er produceret af Rakkerpak Productions, og min producer hedder Daniels Dagsted. Mit navn er Silla Bakkerlus. Tak for at lytte med. 50:30 Dette program er sponsoret af husmotip.dk.